Royal kok afslører: Prinsesse hjalp hjemløse
Darren McGrady, som i flere år var kok for prinsesse Diana, fortæller nu om hendes store hengivenhed til folk i nød – blandt andet hjemløse.
I sin levetid lavede hun masser af velgørenhedsarbejde for forskellige organisationer. Men at prinsesse Diana faktisk selv tog initiativ til at hjælpe frysende hjemløse, afslører en tidligere ansat først nu. Det skriver ABC News.
Darren McGrady var kok for prinsessen i de sidste fire år af hendes liv, og i et interview fortæller han, at hun virkelig bekymrede sig om udsatte mennesker – hun nøjedes ikke bare med at klippe bånd over ved indvielser og posere for fotograferne.
Husker specielt ét telefonopkald
Kokken husker især ét telefonopkald fra Lady Diana, som gjorde stort indtryk på ham. En dag ringede hun til ham og sagde, at hun havde set folk på gaden hive papkasser op af skraldespande, som de kunne bruge til at holde varmen med. Herefter bad prinsessen ham om at køre i stormagasinet Harrods for at købe 50 tæpper.
– Og så kørte hun selv ud med dem i bydelen King’s Cross. Hun lagde tæpperne ved siden af skraldespandene, stadig med prismærkerne på, siger Darren McGrady til ABC News.
Prinsessens sønner prins William og prins Harry har også hjerter, der banker for samme sager som deres mors. I dag er prins William protektor for hjemløsecentret Centrepoint, mens prins Harry arbejder sammen med HALO Trust. Begge disse organisationer var prinsessen protektor for.
/ritzau/FOKUS