Royal genforening i kærlighedens by

Kronprins Frederik og prins Joachim med fruer spiste tirsdag aften middag sammen i Paris.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gensynsglæden var stor, da brødreparret kronprins Frederik og prins Joachim tirsdag aften atter var forenet igen.

Det var de i Paris, hvor kronprinsparret deltager i et dansk erhvervsfremstød. Som bekendt flyttede prins Joachim og prinsesse Marie tidligere på året til byen, da prinsen er begyndt på en militær uddannelse.

Artiklen fortsætter under videoen

Middagen var arrangeret i anledning af det danske erhvervsfremstød, og foregik på Paris’ rådhus. Foruden de to royale par deltog blandt andre politikerne Magnus Heunicke og Ida Auken fra Danmark.

Onsdag fortsætter kronprinsparrets erhvervsfremstød i Frankrig. Her skal kronprinsesse Mary blandt andet besøge en skole sammen med den franske præsidentfrue Brigitte Macron.

Et bedre liv

Overskriften for erhvervsfremstødet er ”Danmark og Frankrig – sammen for et bedre liv og en bæredygtig fremtid”, og undervejs skal kronprinsparret besøge en række franske virksomheder og institutioner.

Formålet med fremstødet  er dels at styrke relationerne mellem Danmark og Frankrig og dels at understøtte danske virksomheders vækst og position på det franske marked, fremgår det af kongehusets officielle program for besøget.

Temaerne er energi, bæredygtige byer samt sundhed, og fokus vil specielt være rettet mod ældrepleje, ”smart hospitals” og ”life science”. Desuden mod vindenergi, fjernvarme og byudvikling.

Frankrig, der er verdens sjette største økonomi, er en vigtig handelspartner for Danmark. I 2018 udgjorde landet det ottende største eksportmarked for danske varer og services.

Powered by Labrador CMS