Royal fødselsdag: Dronning fylder 75
Dronning Silvia af Sverige fylder 75 år den 23. december. Kronjuvel-fødselsdagen markeres afdæmpet.
Dagen inden juleaften er der fødselsdag i det svenske kongehus.
Dronning Silvia fylder nemlig 75 år den 23. december.
Den royale fødselar kom til verden i Tyskland som datter af en tysk far og en brasiliansk mor og fik navnet Silvia Renate Sommerlath.
Under de olympiske sommerlege i den tyske storby München i 1972 mødte hun den svenske regent, kong Carl Gustaf.
De forlovede sig i marts 1976 og giftede sig i sommeren samme år. Da hun trådte ud af Storkyrkan i Stockholm den 19. juni 1976, var det således som dronning af Sverige.
Den 72-årige konge og den nu 75-årige dronning er forældre til kronprinsesse Victoria på 41 år, 39-årige prins Carl Philip og 36-årige prinsesse Madeleine. De tre har gjort det svenske regentpar til bedsteforældre syv gange.
Dronning Silvia, som oprindelig er uddannet tolk i spansk-tysk, er i sin rolle som kongens hustru især engageret i børns rettigheder. Hun har blandt andet stiftet velgørenhedsorganisationen World Childhood Foundation.
Privat går hun ifølge det svenske kongehus op i blomster og havearbejde og ynder at gå i operaen og i teatret.
Dronning Silvia markerede sin 75-års fødselsdag den 18. december med en sammenkomst for sine protektioner. Dagen efter havde hun audiens for de myndigheder og organisationer, der ønskede at sige tillykke med fødselsdagen.
Det svenske kongehus har ikke oplyst, hvordan fødselsdagen ellers skal fejres eller markeres.