Royal fødselar har tætte bånd til Danmark

Dronning Mathilde af Belgien fylder 47 mandag. Hun har fejret flere særlige mærkedage i det forgange år.

Dronning Mathilde af Belgien fylder år i dag. Foto: Scanpix/Yves Herman
Offentliggjort Sidst opdateret

Når dronning Mathilde af Belgien mandag kan fejre sin 47-års fødselsdag, kan hun se tilbage på et år med eksotiske udlandsrejser, en ganske særlig kærlighedsfejring og et øjeblik, der rørte hendes moderhjerte dybt.

Den belgiske dronning er gift med kong Philippe og blev dronning af Belgien i 2013, da kong Albert 2. abdicerede, og hendes mand kunne sætte sig på tronen.

Artiklen fortsætter under videoen 

Parret er forældre til kronprinsesse Elisabeth på 18 år, prins Gabriel på 16, prins Emmanuel på 14 og prinsesse Eléonore på 11, og i årets løb har dronning Mathilde delt flere særlige øjeblikke med sin ældste datter.

Dronningen har blandt andet haft prinsesse Elisabeth med på prinsessens første store udlandsrejse, da de i juni besøgte Kenya for at følge Unicefs arbejde i det østafrikanske land.

Unicef ligger dronning Mathildes hjerte nær, da hun har været ærespræsident for den belgiske afdeling af organisationen i ti år.

Et stærkt team

I oktober kom tiden så til fejringen af prinsesse Elisabeths 18-års fødselsdag.

Her holdt den unge prinsesse tale på paladset i Bruxelles, hvor hun blandt andet talte til sine forældre, som var tydeligt rørte.

– Vi er et stærkt team. Tak, mor, for din tilgængelighed og dit lyttende øre. Tak til dig, far, for din tillid. Jeg er sikker på, at jeg altid kan stole på dig, sagde kronprinsesse Elisabeth ifølge Billed-bladet.

Gift i 20 år

2019 var også året, hvor dronning Mathilde og kong Philipe kunne fejre deres 20-års bryllupsdag.

De blev gift den 4. december 1999 ved et romantisk vinterbryllup i Bruxelles, efter de et par år tidligere havde mødt hinanden til tennis.

Med brylluppet blev dronning Mathilde den første belgisk-fødte dronning af Belgien. Hun er oprindelig uddannet psykolog og talepædagog og taler flydende engelsk, fransk, italiensk og flamsk.

Derudover har dronning Mathilde en særlig forbindelse til kronprins Frederik og kronprinsesse Marys ældste datter, prinsesse Isabella.

Da prinsesse Isabella blev døbt i 2007, stod dronning Mathilde nemlig fadder ved dåben.

Dronningen har også ved mange andre lejligheder besøgt Danmark med sin mand, kong Philippe.

I 2017 var parret på officielt statsbesøg i København, hvor de blandt andet besøgte Københavns Rådhus og Dansk Industri, og sammen med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary var de på besøg i Cinemateket for at smage belgisk øl og chokolade.

Kong Philippe og dronning Mathilde var også blandt gæsterne til gallataflet i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag i 2018.

Powered by Labrador CMS