Royal familie er dybt berørt af brandtragedie

Prins William og hertuginde Kate samt prins Harry bor tæt på Grenfell Tower, som natten til onsdag blev hærget af en dødsbrand.

Offentliggjort Sidst opdateret

17 personer er bekræftet døde som følge af branden i højhuset Grenfell Tower i den engelske hovedstad, London, natten til onsdag.

Mindst 65 personer savnes fortsat.

Dødstallet ventes at stige, når højhuset er blevet undersøgt grundigt, siger politiet ifølge avisen The Sun.

Prins William, hertuginde Kate og parrets to børn, prins George og prinsesse Charlotte, samt prins Harry bor til dagligt på Kensington Palace.

Det ligger cirka tre kilometer fra Grenfell Tower.

Udtrykker sorg

Den royale familie udtrykker i en erklæring, som blandt andet mediet Hello! Magazine bringer, enorm sorg over tragedien.

– Som beboere i lokalområdet er de opsatte på at tilbyde deres øjeblikkelige støtte, siger en talsmand ifølge avisen.

Kensington Palace oplyser, at familien har sendt en donation til en fond, som yder akut bistand til de berørte familier.

Dronningen sender kondolence

Dronning Elizabeth sender sammen med sin mand, prins Philip, en kondolence i en erklæring.

Det skriver Hello! Magazine.

– Mine tanker og bønner er hos de familier, som har mistet deres kære i Grenfell Tower-branden, og de mange mennesker, der stadig er i kritisk tilstand på hospitalet.

– Prins Philip og jeg vil gerne hylde brandmændenes tapperhed og de øvrige reddere, som sætter deres eget liv i fare for at redde andre.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS