Royal ekstase: Familien jubler over lilleprinsen
Den svenske kongeklan blev udvidet med endnu en arving torsdag den 31. august, da prins Carl Philip og prinsesse Sofia fik en lille søn.
Den svenske kongefamilie blev udvidet med endnu en lille prins torsdag den 31. august, da prinsesse Sofia fødte sit og prins Carl Philips andet barn.
Den royale purk, der er nummer seks i arvefølgen til tronen i Sverige, kom til verden klokken 11.24 på Danderyd Sygehus.
Hele familien er i ekstase over prinsefødslen, og på det svenske kongehus’ officielle hjemmeside er lykønskningerne strømmet ind.
Sjette barnebarn
Det svenske regentpar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, jubler over fødslen af deres sjette barnebarn.
– Vi glæder os sammen med prins Carl Philip og prinsesse Sofia og ønsker hele familien en dejlig og harmonisk tid sammen, lyder det fra de kongelige bedsteforældre.
Også lilleprinsens mormor og morfar bobler over af glæde i erklæringen.
– Vi er meget glade for endnu et barnebarn og føler stor lykke over, at prins Carl Philip og vores datter Sofias familie vokser, lyder det fra Marie og Erik Hellqvist.
Vi er så glade
Lilleprinsens faster, prinsesse Madeleine, venter i øjeblikket sit tredje barn med sin gemal, den britisk-amerikanske forretningsmand Christopher O’Neill, og parret glæder sig over det royale babyboom.
– Vi er så glade for, at prins Carl Philip og prinsesse Sofia nu har fået deres andet barn. Det har været længe ventet, og vi glæder os til at byde ham velkommen i familien, skriver parret.
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia giftede sig i sommeren 2015. Den 38-årige prins og den 32-årige prinsesse blev forældre til prins Alexander i april 2016.
Ifølge det svenske medie Expressen vil den stolte farfar, kong Carl Gustaf, annoncere den lille prins’ navn og titel den 4. september.