Roskildes yngste kunstnere: Som at blive medlemmer af en klub

Søndag optrådte duoen Barselona på Roskildes Rising-scene, efter kun at have spillet sammen i et år.

Søndag optrådte duoen Barselona på Roskildes Rising-scene, efter kun at have spillet sammen i et år. Foto: August Fromberg/Pressefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan gå stærkt i showbusiness, og det kan den danske duo Barselona i den grad skrive under på. Sidste år var de to efterskolevenner gæster på Roskilde Festival, men i år er de selv blandt de udvalgte, der har fået og at spille på festivalen.

– Sidste år snakkede vi om, at vi også gerne ville lave musik og spille på Roskilde, og da vi kom hjem havde vi virkelig fået blod på tanden. Så lavede vi et nummer og tyve mere efterfølgende, forklarer 17-årige Rud Aslak, der er den ene halvdel af duoen.

Han gået på musikefterskolen Ollerup på Sydfyn sammen med 18-årige Rasmus Theodor, der udgør den anden halvdel.

Søndag havde Barselona således æren af at spille på Roskildes Rising-scene for upcoming artister.

– Det var fandme stort. Det var noget, man har drømt om i lang tid, så det er klart, man blev lidt nervøs, siger Rud Aslak.

– Ikke så meget for vores optræden, for vi har øvet os længe, jeg var mere nervøs for, om der kom nogen, siger musikeren, der dog godt kunne have sparet sig selv for de bekymringer.

Barselona er med deres unge alder de yngste, der optræder på årets festival.

– Det kan man fandme ikke lade være med at tænke på. Men jeg tror, at uanset om man er 16 eller 40, når man får sin Roskilde-debut, så er det bare pissestort, siger Rasmus Theodor.

– Det er ligesom at være blevet medlem af en klub, det er et kvalitetsstempel, som mange respekterer, siger Rud Aslak og uddyber:

– Der er nok mange, der når de hører om os, tænker “nå, endnu et gymnasieband”, men når man så kan fortælle, at man har spillet på Roskilde, så mener folk, at man nok alligevel kan noget, siger han.

At få muligheden for at spille på Roskilde har kun givet duoen endnu mere energi til at forfølge drømmen om det helt store gennembrud.

– Jeg tør godt at drømme kæmpestort nu. Vi vil gerne rykke ind på den rigtige festival, jeg ville synes, det var så fedt at spille på Arena, siger Rud Aslak.

Barselona forventer at udkomme med deres første ep i løbet af efteråret.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS