Roskilde-regnen siler: Men Zangenberg smiler – Klar til øl og dans

Det er kun anden gang, at Julie Zangenberg besøger Roskilde Festival, men trods silende regn er humøret højt.

Det er kun anden gang, at Julie Zangenberg besøger Roskilde Festival. Foto: Nils Meilvang/Scanpix (Arkivfoto)
Det er kun anden gang, at Julie Zangenberg besøger Roskilde Festival. Foto: Nils Meilvang/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Man kender hende fra det store lærred og røde løbere, hvor hun i glamourøse rober poserer for fotograferne.

Er ikke bange for en smule regn

Men i skuespillerinden Julie Zangenberg er der også gemt en festivalelskende sjæl, som ikke rynker på næsen af en smule regn.

Det fortæller den 28-årige skuespillerinde, der fredag har lagt vejen forbi den mudrede festivalplads.

– Jeg synes, der er noget smukt i, at man kan stå en masse forskellige mennesker sammen og have en fest og nyde den gode musik.

– For mig er det ikke noget problem, at det regner, jeg synes, det på en måde gør festivaloplevelsen sjov sammen med kolde øl, god musik og en masse glade mennesker, der danser.

– Det glæder jeg mig til, siger Julie Zangenberg til et Røde Kors’ arrangement fredag i Roskilde, hvor hun netop er blevet udnævnt som ny ambassadør for organisationens Klub 10.

Her skal hun det næste år være med til at samle penge ind til organisationen.

Anden gang på Roskilde Festival

Det er kun anden gang, at Heartless-skuespillerinden sætter sine ben på Roskilde Festival.

Første gang var for tre år siden, da rocklegenderne Rolling Stones spillede på festivalen.

Men Zangenberg har testet festivalterrænet ud uden for Dyrskuepladsen.

– Jeg har været på Skanderborg et par gange, siger skuespillerinden, der dog indrømmer, at hun stadig har den helt autentiske festivaloplevelse til gode.

– Jeg har ikke sovet i telt på en festival. Jeg har sovet i telt i naturen flere gange og elsker det, men lige præcis festivaler har jeg til gode.

– Jeg hører, det er noget med, at folk vælter teltene og bygger voldgrave uden om teltene, så det vil jeg glæde mig til på et andet tidspunkt, men det bliver ikke i dag, fortæller skuespillerinden, der fik sit gennembrud i filmen “Klatretøsen”.

I denne omgang vil hun derfor nøjes med at trække i gummistøvlerne og lytte til blandt andet lidt dansk musik.

– Jeg har hørt, at Trentemøller spiller i dag og Foo Fighters, som jeg også håber, at jeg kan nå, siger Zangenberg.


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS