Roskilde Festival afslører de sidste navne

For sjette gang optræder den australske sanger Nick Cave på Roskilde Festival med sin mørkerock og nærvær.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nick Cave & The Bad Seeds, Massive Attack og poppens nye håb Dua Lipa er blandt nyhederne til årets plakat, som dermed kan sendes til trykkeriet, da alle navne nu er præsenteret.

Det fremgår af en liste med 53 musiknavne, som Roskilde Festival offentliggør torsdag.

– Vi forsøger at indfange tidsånden, og det synes jeg, vi gør rigtig godt i år med de store navne som Eminem, Cardi B og Dua Lipa, der er styrende for, hvordan musikken lyder i dag, siger programchef Anders Wahrén.

Har været der før

Det er sjette gang, den australske sanger Nick Cave optræder på festivalen med sin mørkerock og nærvær. 22-årige Dua Lipa modtog for nylig to Brit Awards og var den tredjemest streamede kvindelige kunstner på Spotify.

– Det er værd at lægge mærke til Dua Lipa, som virkelig har klatret hurtigt op ad rangstigen og høstet priser og anerkendelse. Hun kan lave et fantastisk liveshow, siger programchefen.

Desuden optræder Massive Attack, der i årtier har stået bag flere af triphoppens bastunge og dystre klassikere. Bandet er kendt for dets politiske optrædener.

Ny rekord

Plakaten tæller i forvejen internationale navne som Eminem, Gorillaz, Bruno Mars, Nine Inch Nails og en række andre fra i alt 35 lande.

– Vi kommer meget rundt i genrerne, og vi slår vores rekord for, hvor mange lande vi har musik fra, siger Anders Wahrén.

Festivalen byder vanen tro også på aktivistisk kunst, hvor deltagerne kan føre samtale med whistleblower Chelsea Manning og klimaaktivisten Tuina Nikienta Olivier.

Dermed er alle navne offentliggjort til den 48. udgave af Roskilde Festival, som i alt vil byde på 174 kunstnere.

Tidligere er navne som The Streets-frontmanden Mike Skinner, David Byrne, Stormzy, Nephew, Benal og First Aid Kit annonceret på 2018-festivalen, som finder sted 30. juni til 7. juli.

Orange Scene åbnes af Saveus med frontfiguren Martin Hedegaard, der vandt den første udgave af X Factor som 15-årig i 2008.

FAKTA: Danmarks største festival er endnu ikke udsolgt

Siden 1971 har musikere optrådt på dyrskuepladsen, der gennem de seneste år har tiltrukket omkring 130.000 gæster, frivillige, mediefolk, kunstnere og andre akkrediterede.

Her kan du blive klogere på festivalen:

* Partout-billetter til årets festival, der afvikles fra lørdag 30. juni til lørdag 7. juli, er endnu ikke udsolgt. Det er endagsbilletter til onsdag dog.

* Det er danske Saveus, som vandt det første X Factor-program i 2008, der åbner den største scene, Orange.

* 130.000 deltagere gør Roskilde Festival til Danmarks fjerdestørste “by” målt i indbyggertal.

* 35 forskellige lande er repræsenteret på plakaten, hvor 32 procent er fra Danmark.

* Roskilde Festivals musikbudget er på cirka 60 millioner kroner.

* Der bliver i alt skænket omkring en million liter øl op ifølge tal fra tidligere år.

* De otte scener hedder Apollo, Arena, Avalon, Countdown, Gloria, Orange, Pavilion og Rising.

* Festivalområdet strækker sig over omkring 2.500.000 kvadratmeter. Det svarer til 350 fodboldbaner.

* Festivalen har sin egen togstation. Den ligger på pladsens tilhørende campingområde og blev indviet i 1995. Festivalen står selv for togdriften mellem området og Roskilde by.

Kilder: Roskilde Festival, Ritzau.

Powered by Labrador CMS