Rosa Lund med babybule: - Det er farligt for fostret
Graviditeten kræver medicinskifte
Det går overordnet godt for Rosa Lund, der venter sit første barn, men hun mærker også de klassiske symptomer.
- Jeg har kvalme og er lidt træt, sagde den 39-årige politiker fra Enhedslisten ved premieren på 'Avatar' i 'Vue' på Fisketorvet i København tirsdag aften.
Skifter medicin
Rosa Lund må være forsigtig i den nye situation, da hun lider af sclerose, og graviditeten har betydet, at hun har været nødt til at skifte medicin.
- Det er farligt for fostret, så der skal ny medicin til, afslørede hun.
Samtidig med graviditeten har hun fået nogle markante cravings.
- Guldkorn, klementiner, juleskum, kanelgifler og risengrød. Det er jeg besat af for tiden, sagde hun med et smil.
Vil ikke vide kønnet
Hun og kæresten Jeppe, der er arkitekt, har besluttet sig for ikke at kende barnets køn på forhånd.
- Jeg har hørt en ammestuehistorie fra jordemødre, at hvis man ikke kender kønnet, så går fødslen hurtigere, fordi man bare så gerne vil vide det, forklarede hun.
Parret er samtidig flyttet i en ny og mere rummelig lejlighed på Nørrebro i København.
Dropper måske barsel
- Det er altid stressende at flytte, men det er jo også et luksusproblem, når man tænker på, hvor generelt svært det er for folk at finde et sted at bo, mente hun.
Rosa Lund regner med at gå på barsel en måned før termin i april.
Skulle der blive udskrevet folketingsvalg i perioden, vil hun dog droppe barslen for at støtte sit parti, mens Jeppe i så fald overtager orloven.