Rørt Meghan: Derfor er det svært at være mor

Det har ikke just været en dans på roser at blive mor, medgiver Meghan Markle i et følelsesladet interview.

Offentliggjort Sidst opdateret

At blive mor og samtidig være i mediernes søgelys har været ganske hårdt for Meghan Markle.

Det medgiver hertuginden af Sussex i et uddrag af et følelsesladet interview, som blev offentliggjort fredag af britiske ITV, og som bliver en del af en dokumentar, der bliver vist på søndag.

Den amerikanske tidligere skuespillerinde fødte sønnen Archie i maj efter at være blevet gift med prins Harry sidste år.

Den berygtede britiske presse var til at begynde med ganske positivt indstillet over for 38-årige Markle, men dækningen er blevet mere kritisk med historier om splid både i Markles amerikanske familie og i England.

Har været en hård kamp

I interviewet med ITV under parrets seneste rundtur i Sydafrika, siger hun:

– Enhver kvinde – især når de er gravide – er meget sårbar, og derfor var det en stor udfordring. Og når så du har en nyfødt, svarede hun på spørgsmålet om, hvordan hun klarer det.

– Især som kvinde kan det være meget.

Artiklen fortsætter under videoen

Hun tilføjer tydeligt berørt:

– Og tak for, at du spørger, for ikke mange har spurgt mig, om hvordan jeg har det. Men det er en meget virkelig ting at klare sig igennem bag kulisserne.

Hun svarede derefter ja til spørgsmålet, om man kan sige, at det virkelig “har været en kamp”.

Sammenlignes med Diana

Prins Harry sammenlignede for godt en uge siden mediernes behandling af hertuginde Meghan med deres behandling af prinsens afdøde mor, prinsesse Diana.

Hun var konstant i de britiske mediers søgelys, indtil hun døde i en ulykke i 1997.

Prins Harrys udtalelse kom i forbindelse med et søgsmål, som handler om, at parret mener, at avisen på ulovlig vis har offentliggjort et af Meghans private breve.

Det højtprofilerede par ønsker at svare igen på “ubønhørlig propaganda”, forklarede prins Harry i en lang og personlig udtalelse.

Powered by Labrador CMS