Rørende: Sådan blev Maria og Bea hyldet
De resterende deltagere sang for at hylde Maria og Bea fredag aften, efter at gruppen har forladt "X Factor".
Det var en uvant situation for X Factor-deltagerne fredag aften, da de stod på scenen. Ingen skulle stemmes i farezonen, og ingen ville dermed ryge hjem.
Fredagens liveshow var i stedet en speciel udgave af “X Factor”, hvor Maria og Bea blev hyldet for deres indsats i sangkonkurrencen, efter at de havde forladt showet på forhånd, da Bea Sarockaites far torsdag døde.
Det satte sit præg hos deltagerne fredag aften. Oh Lands sidste tilbageværende gruppe, Echo, valgte at omsætte Maria og Beas manglende tilstedeværelse til ekstra energi.
– Vi dannede vores følelser om til vores optræden, så vi gav den bare gas for de to yndige piger, som har forladt showet. Hele det her show var en hyldest til dem, siger Tanne Balcells, imens Emma Funding tilføjer:
– Vi tog den energi, som Maria og Bea efterlod, og kastede den ud gennem vores optræden, siger hun.
23-årige Kristian Kjærlund, der er Thomas Blachmans sidste deltager, sendte efter showet tanker til Maria og Bea.
Speciel oplevelse
Det havde også været en speciel oplevelse for ham at optræde, imens Maria og Bea havde forladt sangkonkurrencen.
– Det har været surrealistisk. Det har ligget i mit baghoved, men vi blev alle sammen enige om at gå ind og gøre, hvad vi kunne. Også for Maria og Bea, men det var en svær situation.
– Jeg havde så mange tanker, og ja, det var underligt at være en del af. Men det var ikke mig det handlede om det her, siger Kristian Kjærlund.
For 16-årige Benjamin Rosenbohm var det en lettelse, at han ikke skulle forholde sig til farezonen. Samtidig handlede fredagens liveshow for ham om at hylde Maria og Bea.
– Det var anderledes, men på en måde var jeg lettet over det, for farezonen kan fylde virkelig meget. Vi mister alle sammen fokus, men i dag kunne vi være os selv. Det er jeg enormt glad for.
– Vi dedikerede alt vores musik og alt vores sang til Maria og Bea. Jeg havde dem i baghovedet, og jeg tror ikke, det var dårligt, siger Benjamin Rosenbohm.