Rockens følsomme bad ass fylder rundt

Amerikanske Pink er med sin rebelske, androgyne fremtoning og rå stemme en sangstjerne, som er svær at overse: Fandenivoldsk, feministisk, frygtløs og følsom.

Fra hun var barn, var hun overbevist om, at hun skulle være en international stjerne, der gjorde en forskel.

Den plan tog det kun Pink, der 8. september fylder 40, få år at realisere. Allerede som 22-årig havde hun udgivet to hit-soloalbums, modtaget sin første Grammy og etableret et ry som både en af de smarteste kvinder i branchen og en topperformer.

På skuldrene

Det er let at se, at yngre kolleger som Katy Perry og Lady Gaga står på Pinks skuldre.

Hun hører i dag til blandt de mest indtjenende kvindelige sangere og sangskrivere. Og det mildt sagt uden en indyndende bimbo-stil.

Pink er snarere kendt som en bad ass, der både kan tømme et glas og sige lige, hvad hun mener – blandt andet om den amerikanske højrefløj.

Hun er desuden en aktiv fortaler for homoseksuelles rettigheder og dyrebeskyttelse og ses som et forbillede for ungdommen med sit opgør med skønhedsidealer og konformitet.

Opvokset i Pennsylvania

Under fødenavnet Alecia Beth Moore voksede hun op i byen Doylestown i Pennsylvania. Her blev hun i en tidlig alder forsanger i et skoleband.

Men hendes karriere tog dog først for alvor fart i 2000, hvor hun udgav sit første album “Can’t Take Me Home”.

Siden er hitsene blevet ved med at drysse fra hende ved siden af de provokerende udtalelser.

• Dansk band holdt på skift øje med forsangeren
• Verdensstjernes crew i flyulykke i Danmark

Hun har siden 2006 haft et turbulent men indtil videre fortsat eksisterende ægteskab med motocrosskøreren Carey Hart, som hun har børnene Willow og Jameson med.

Da hun for for nylig besøgte Danmark på sin igangværende verdensturné leverede hun endnu et af de spektakulære, cirkusinspirerede shows, hun er berømt for.

En anmelder skrev, at Pink atter pointerede sin status “som det medmenneskelige identitets-totem, hun er blevet for generationer af mennesker, der stikker ud i en dræbende normalverden”.

Det skulderklap ville den lille Alecia nok have været ret glad for, da hun som trodsigt barn satte sin egen kurs mod stjernerne.