Rihanna er officielt verdens rigeste kvindelige musiker

Ifølge Forbes er Rihanna nu god for 600 millioner dollars. Det svarer til knap fire milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der findes adskillige hovedrige kvinder i musikverdenen. For eksempel er Madonna, Celine Dion og Beyoncé hver især god for flere hundrede millioner dollars. Det viser 2019 tal fra Forbes.

Men ingen af dem har Rihannas økonomiske formåen. Hun har nemlig ifølge listen en formue på hele 600 millioner dollars. Det svarer til knap fire milliarder danske kroner. Dermed er hun verdens rigeste, kvindelige musiker, skriver Harpers Bazaar.

Rihanna grundlagde sin formue gennem musikken, og har siden føjet såvel en kosmetikserie som sit eget tøjdesign til sit forretningsimperium.

Kosmetikserien, Fenty Beauty, lancerede hun i september 2017, og i løbet af ganske få uger havde den omsat for 100 millioner dollars. Sidste år omsatte serien ifølge Forbes for svimlende 570 millioner dollars.

Titlen som verdens rigeste, kvindelige musiker til trods, er der dog en række, amerikanske kvinder, der har endnu større, økonomiske muskler end Rihanna.

Oplysninger om nogle af dem samt om Rihannas kolleger, Madonna, Celine Dion og Beyoncé, kan man se i  galleriet over artiklen.

Powered by Labrador CMS