Rekordår for danske biograffilm

Danske film trak i 2018 markant flere danskere i biografen end de to foregående år.

Den danske instruktør Bille August er aktuel med sin version af Pontoppidans dannelsesroman Lykke-Per. Filmen følges op af tv-serie
Offentliggjort Sidst opdateret

Trods to nedadgående år for de danske biografer blev 2018 et rekordår med stor stigning i omsætningen fra danske film.

I 2018 omsatte danske film i biografen for 251 millioner kroner, hvilket er rekord. I 2017 solgte biograferne for 150 millioner kroner billetter til danske film.

Det viser tal fra Brancheforeningen Danske Biografers Årsrapport 2018.

– Det trækker luften ud af ethvert postulat om, at streamingtjenester overtager biografbranchen, siger formand for Brancheforeningen Danske Biografer Kim Pedersen.

Danske film, der trak danskerne i 2018, var blandt andet “Journal 64”, “Ternet Ninja” og “Lykke-Per”.

– Det er en produktdrevet branche, og det har en betydning, hvilke film der bliver sendt. Så når “Journal 64” bliver rykket til 2018 fra 2017, så bliver 700.000 billetter samtidig rykket, siger Kim Pedersen.

Den samlede omsætning for de danske biografer er steget med fem procent fra 865 millioner kroner til 909 millioner kroner.

Brancheforeningen Danske Biografer håber fortsat på at trække folk til lærredet i 2019.

– Der er intet, der slår oplevelsen af at sidde i en tætpakket biograf og more sig over “Ternet Ninja”. Den film bliver tre gange så sjov, når den bliver set i biografen, siger Kim Pedersen.

Antallet af solgte biografbilletter er også steget en smule.

I 2018 blev der solgt 13 millioner billetter, mens der i 2017 blev solgt 12,5 millioner billetter.

Rekordåret betyder, at der rundt i landet vil åbne flere biografer, fortæller Kim Pedersen.

– Der er nye biografer på vej, så folk skal køre færre kilometer for at komme i biografen, siger Kim Pedersen.

Der er i alt 466 biografsale i Danmark lige nu.

Powered by Labrador CMS