Reddet af prins Harry

Handicappet veteran fra de væbnede britiske styrker er ikke i tvivl. Prins Harry har gjort en kæmpe forskel.

Offentliggjort Sidst opdateret

De britiske tv-seere kan lige nu følge med i en ny reality serie, ‘The Bridge’ der løber over skærmen på Channel 4 om lørdagen. Her følger man en gruppe på 12  personer, der i fællesskab skal bygge en bro over en sø til en ø. Vel at mærke af de materialer naturen byder på i det Walisiske vildnæs, der danner rammen om serie.

Vinderen kan se frem til en belønning på 100.000 britiske pund eller det, der svarer til godt 820.000 danske kroner.

Artiklen fortsætter under videoen

Blandt deltagerne er en tidligere soldat, Ross Austen, der i 2008 fik sprængt sit venstre ben af under aktiv tjeneste i Afghanistan. For ham er der ingen tvivl. Prins Harry har gjort en kæmpe forskel for både ham og tusindvis af andre. Det skriver Mirror.

I forbindelse med serien fortæller han til mediet, at prinsen har bidraget til at opbygge en vital bro for eks-servicepersonale, der kæmper i stilhed med mentale problemer.

”I militæret er mental sundhed stadig et tabubelagt emne. Men da Harry begyndte at tale om sin mentale sundhed, var det en stor ting. Han er kongelig samt soldat og da han åbnede op, gjorde han det samtidig lettere for andre at gøre det samme,” siger han.

Han fortæller, at han var igennem en mørk tid på hospitalet, efter han blev såret, og at hans mentale tilstand på et tidspunkt var virkelig dårlig. Desuden, at han efterfølgende har haft stor hjælp af, at Harry blankt har erkendt, at han har haft brug for professionel hjælp selv 20 år efter, hans mor blev dræbt i en uhyggelig ulykke i Paris tilbage i 1997.

”For mig og mange andre betød hans ord et nyt liv og i dag er det mit mål at leve hver eneste dag som om, det var min sidste,” siger han.

Selv mener han, at have mødt større udfordringer end dem, han risikerer at blive stillet overfor i Channel 4-serien. Han gør det også klart, at det manglende ben ikke kommer til at holde ham tilbage undervejs i kampen for at få bygget broen, der bliver 250 meter lang.

Ross Austen har i øvrigt haft fornøjelsen at møde og hilse på prinsen.

Som aktiv idrætsmand vandt han i 2016 sølv i styrkeløft ved Invictus Games i Orlando, Florida. Ved den lejlighed var det netop Harry, der hængte medaljen om halsen på ham.

Powered by Labrador CMS