Rasmus Nøhr: Sådan var mit første publikum

Rasmus Nøhr udkommer med albummet “Monas Butik” 7. september, men før han gjorde musikken til sin levevej, var han frygtløs i fodbold og fuld af gode forretningsidéer. Her fortæller Rasmus Nøhr om sine allerførste gange.

Første gang, jeg stod på scenen:

– Det var en fantastisk oplevelse. Mit band, De Vilde Jordbær, havde fået job på naboskolen – vi fyrede den af! Der var seks publikummer tilbage, da vi skulle spille andet sæt. Bag tæppet lagde jeg og mine bandkammerater, Ilija og Naum, en god plan om at fyre den endnu mere af for dem, der nu var blevet – de skulle jo ikke straffes for de udvandrede quislinge (landsforrædere, red.).

– Så det gjorde vi med en guitarsolo liggende på ryggen, mens jeg spillede med fortænderne – det var mit trick. Så snart vi var færdige, gik de seks i gang med at stable stole og feje. Det var åbenbart rengøringsholdet.

Første gang jeg følte, jeg virkelig lykkedes:

– Jeg spillede en hel sæson på ØB’s (fodboldklub, red.) 2. lilleputhold uden point, men i næstsidste kamp af forårssæsonen fik vi vores første point. Det var i en kamp, hvor jeg havde lavet en ret sej glidende tackling.

– Jeg fik fidus-bamsen, og vi blev omtalt i Nørrebro Bladet, som havde fulgt os hele foråret. Vi var en sensation det år med landets højeste negative målscore på tværs af alle rækker. Det var virkelig sejt at komme i skole dagen efter og vise både avisen og min meget lange hudafskrabning frem.

Første gang jeg tvivlede på, om jeg havde satset rigtigt:

– Mig, Ilija og Naum havde været ude at skrabe sne hos de fine i Hvidovre. Vi havde lavet boksen, og så havde jeg overtalt mine venner til at investere overskuddet i vores egen snehøvl. Dagen efter pjækkede vi, og vi tog afsted med høvlen i toget. Og så var sneen smeltet. Der var simpelthen ryddet overalt.

– Der kom ikke mere sne den vinter, og høvlen havnede vel i et skur et sted sammen med alle vores drømme. I de uger tvivlede vi alle tre på mine evner, og det var ret barsk at føle og så oven i købet så længe – vel nok lige indtil jeg overtalte dem til det budfirma, vi startede. Det holdt i øvrigt også kun en dag, men så var der i hvert fald ikke mere snak om snehøvlen.

Første gang jeg læste en anmeldelse af noget, jeg havde lavet:

– Jeg har en stikpille til min gamle dansklærer på Metropolitan, som “anmeldte” min danskopgave om Bjarne Reuter med et stort nul. Begrundelsen var, at den kunne jeg umuligt have lavet selv.

– Men jeg var en ganske begavet elev, som hun totalt overså havde flair for sprog, og jeg havde et kæmpe hjerte for Bertram, Buster og Bjørn fra Zappa, som var de mine brødre. Jeg gik ud af gymnasiet oven på den anmeldelse, så på en måde skal jeg nok alligevel være taknemmelig.

Første gang jeg fik løn – og hvad jeg brugte pengene på:

– Mit første job fik jeg den dag, min mor smed min far ud. Det var hos Sylvias Kiosk som bydreng.

– Jeg var 11 år, og der var rigtig mange ølkasser og petroleumsdunke, der skulle slæbes ad køkkentrapper til 4. sal, men jeg tjente gode penge, folk på Nørrebro var søde til at give drikkepenge, og inden længe havde jeg Læssøesgades største Anders And-samling.

Første gang jeg blev behandlet som en VIP:

– Da jeg tog op på Tuborgs marketingafdeling i 1988 og bankede på hos Peter Bjerregård og fortalte ham, at Tuborg skulle lave DM i rock sammen med mig.

– Jeg var 16 år gammel og opererede fra min mors telefon. Så hentede Peter hele marketing og præsenterede dem for fremtidens koncertarrangør.

– Det var rimelig VIP at komme ude på Tuborg de næste år. Alle hilste og smilede, og vi fik jo lidt af et hit sammen.