Ramt af nedgang

Indtil valget sidste år var Andreas Steenberg, der fylder 40 år lørdag, en profil i De Radikales folketingsgruppe. Efter et nej fra vælgerne er han nu lobbyist

Offentliggjort Sidst opdateret

Før folketingsvalget sidste år var han med i den øverste top hos De Radikale som politisk ordfører og 2. næstformand.

Men på valgnatten måtte Andreas Steenberg, der lørdag den 22. juli fylder 40 år, se et stort nederlag i øjnene.

De Radikale gik ni mandater tilbage, og i Østjylland, hvor Andreas Steenberg var spidskandidat, gik partiets ene mandat til Katrine Robsøe.

Hun fik tæt på dobbelt så mange personlige stemmer som sin mere profilerede kollega, der dermed måtte forlade Folketinget efter 11 år.

Store forventninger

Der var ellers store forventninger til Andreas Steenberg, da han i 2021 overtog tidligere politisk leder Morten Østergaards kreds i Aarhus, hvor der i 2019 var mange radikale stemmer at hente.

Inden da var Andreas Steenberg blevet valgt ind i Folketinget som kandidat i Vestjyllands Storkreds.

Han er desuden tidligere medlem af regionsrådet i Region Midtjylland og landsformand for Radikal Ungdom.

Har fået nyt job

Et par måneder efter skuffelsen ved folketingsvalget sidste år fandt Andreas Steenberg sig et nyt arbejde.

Han er i dag lobbyist hos softwarevirksomheden Systematic, hvor han arbejder med virksomhedens erhvervspolitiske interesser.

Christiansborg er dermed ikke blevet et helt fremmede sted for den tidligere folkevalgte.

Fra 2020 til 2022 var Andreas Steenberg politisk ordfører og finansordfører for De Radikale. Lørdag den 22. juli fylder han 40 år. (Arkivfoto).
Fra 2020 til 2022 var Andreas Steenberg politisk ordfører og finansordfører for De Radikale. Lørdag den 22. juli fylder han 40 år. (Arkivfoto).

Langt kortere på arbejde

I et interview med Jyllands-Posten i april glædede han sig over at have langt kortere på arbejde end tidligere.

Andreas Steenberg har været bosat i Aarhus, hvor Systematic ligger, i mange år.

- Det at have et arbejde, jeg kan cykle til, og ikke skulle være på samme måde som i de seneste to år i København, har gjort noget rigtig godt for mit familieliv, sagde han til avisen.

Andreas Steenberg er gift og har to børn.

Han er opvokset i Randers og har en kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet.

Powered by Labrador CMS