Prøver én gang til

Det er sjette gang, at Murdoch er blevet forlovet - denne gang med 67-årige Elena Zhukova

Rupert Murdoch

Australsk mediemogul og stifter af News Corp, der ejer Fox News og The Sun.

Trådte tilbage som bestyrelsesformand i 2022, overlod ledelsen til sønnen Lachlan Murdoch.

Forlovet for sjette gang i en alder af 92 år med Elena Zhukova.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den australske mediemogul og stifter af koncernen News Corp, der blandt andet står bag Fox News og den britiske tabloidavis The Sun, Rupert Murdoch, er igen blevet forlovet i en alder af 92 år.

Det skriver The Guardian.

Det er sjette gang, at Murdoch er blevet forlovet - denne gang med den pensionerede molekylærbiolog 67-årige Elena Zhukova.

Den 92-årige meldte sidste år ud, at han trådte tilbage som bestyrelsesformand i medievirksomhederne Fox Corp og News Corp for i stedet at overlade ledelsen til sønnen Lachlan Murdoch.

- Hele mit professionelle liv har jeg dagligt beskæftiget mig med nyheder og idéer, og det ændrer sig ikke.

- Men tiden er inde til at påtage mig nye roller, vel vidende at vi har meget talentfulde afdelinger og en passioneret og principfast leder i Lachlan, som vil blive ene bestyrelsesformand for begge virksomheder, sagde han i den forbindelse ifølge Fox News.

Ved godt helbred

Rupert Murdoch understregede dengang, at virksomhederne "er ved godt helbred, ligesom jeg er".

Han indtog i stedet en emeritus-titel i begge virksomheder.

Titlen bruges om en person, der er fratrådt et embede på grund af alder eller sygdom.

I 2000 ejede Rupert Murdoch over 800 virksomheder i mere end 50 lande med en værdi på over fem milliarder dollar. (Arkivfoto).

Som blot 21-årig overtog Rupert Murdoch to skrantende australske aviser fra sin netop afdøde far. Murdoch forvandlede familieforetagendet News Limited til en stor, kommerciel succes.

Han begyndte at opkøbe andre aviser - først i Australien, men senere også Storbritannien og USA.

Især The Sun blomstrede op, da Murdoch overtog den. Og læserne strømmede til fra hele verden.

Over 800 virksomheder

I 2000 ejede Murdoch over 800 virksomheder i mere end 50 lande med en værdi på over fem milliarder dollar.

Den første store skandale i egne rækker opstod, da han flyttede den traditionelle medieproduktion væk fra Fleet Street i London og fyrede 6000 medarbejdere.

Men hvad der virkelig ødelagde Murdochs ry i England, var en hacking-skandale i 2011. Det blev her afsløret, at familiens aviser havde aflyttet både kendte og ukendtes telefoner i årevis.

Powered by Labrador CMS