Prisvindende skuespiller død: Skulle egentlig have læst statskundskab
Den amerikanske skuespiller Gary Beach er død i en alder af 70 år
Den prisvindende amerikanske skuespiller Gary Beach er død. Det skriver Hollywood Reporter.
Gary Beach vandt i 2001 en Tony – teaterskuespillernes Oscar – for bedste mandlige skuespiller i en musical.
Den vandt han for rollen som den koleriske teaterinstruktør Roger De Bris i stykket The Producers – produceret og instrueret af comedy-stjernen Mel Brooks.
Senere genindtog han rollen som De Bris i filmversionen af The Producers, der var hans største rolle på det helt store lærred.
Men han gjorde sig mest på de skrå brædder. Han medvirkede i stykkerne Annie, Skønheden & Udyret og Les Miserables mere end 1000 gange – hver!
Med i notorisk Family Guy-afsnit
Andre vil måske kende Gary Beach fra Family Guy, hvor han medvirkede i et afsnit, der er forbudt på amerikansk tv.
I afsnittet “Partial Terms of Endearment” fra 2010 lægger Beach stemme til Dale, en mand der sammen med sin kone ikke kan få børn.
Afsnittets behandling af abort-emnet var så kontroversielt, at der aldrig er blevet givet tilladelse til at vise det på amerikansk fjernsyn.
Egentlig skulle Beach aldrig have været skuespiller; han læste statskundskab i sine unge dage, men bestemte sig i stedet for at blive skuespiller efter at have læst en artikel om en skuespillerskole.
Gary Beach efterlader sig sin mand Jeffrey Barnett.