Prisbelønnet skuespiller er død
Den tredobbelte Emmy-vinder Shirley Knight er gået bort. Det oplyser hendes datter på facebook.
Den prisbelønnede amerikanske skuespiller Shirley Knight døde onsdag den 22. april i sin datters hjem i Texas. Hun blev 83 år gammel. Det skriver The Hollywood Reporter.
Artiklen fortsætter under videoen
Ifølge datteren, Kaitlin Hopkins, der ligeledes er skuespiller, gik hendes mor bort af naturlige årsager.
“God nat mor, drøm sødt, giv far et kram fra os. Hvil i fred,” skriver Kaitlin Hopkins i et opslag på facebook.
Shirley Knight var Oscar-nomineret to gange i begyndelsen af sin lange skuespillerkarriere for sin medvirken i filmene ‘The dark at the top of the stairs’ og ‘Youth’s lovely bird’. Hun vandt dog aldrig prisen.
Til gengæld er hun hele tre gange blevet belønnet med en ‘Emmy’ og desuden en ‘Tony’.
Hun startede sin karriere i 1955 og arbejdede helt frem til 2018. Undervejs har hun spillet tæt på 200 roller.
Blandt de mere kendte film og serier hun har medvirket i kan nævnes ‘Angel Eyes’, ‘Grandma’s boy’ og ‘Our idiot brother’. Hun spillede også rollen som Phyllis Van De Kamp i tv-serien ‘Desperate Housewives’.
Der vil blive afholdt en mindehøjtidelighed for afdøde og i den forbindelse anmoder familien om, at man i stedet for blomster yder et bidrag til ‘Shirley Knights Memorial Fund’ ved Texas State University.