Prinsesse viser sin nye kæreste frem
Parret viste sig for første gang sammen onsdag ved National Portrait Gala i London.
Der har længe været spekuleret i, om den 30-årige engelske prinsesse Beatrice, datter af fraskilte prins Andrew og hertuginde Sarah, har fundet en kæreste. Og nu skulle det være ganske vist. Det skriver flere engelske medier.
Den heldige er den 34-årige forretningsmand Edoardo Mapelli Mozzi, og parret viste sig for første gang sammen på den røde løber ved onsdagens National Portrait Gala, der foregik i London.
Daily Mail skriver, at det romantiske forhold skulle være indledt i oktober sidste år, men at parret har holdt lav profil,og kun er blevet spottet et par gange sammen siden da. Samtidig fortæller Town & Country, at de har mødt hinanden flere gange, inden det blev til en romance. Hans stedfar er nemlig den nu afdøde politiker, Christopher Shale, der var en del af prins Andrews og hertuginde Sarah´s vennekreds.
Ifølge Hello Magazine er Edoardo Mapelli Mozzi en multimillionær, der har skabt sin formue gennem ejendomsudvikling for rige klienter. I 2007 stiftede han rådgivningsvirksomheden “Banda”, der betyder “Stort skur” på Swahili. Hans helt store interesser er cricket og opera. Han har været gift en gang tidligere og har en 2-årig søn, Christopher Woolf, der bliver kaldt Wolfie, fra det forhold.
Prinsesse Beatrice har tidligere haft et ti år langt forhold til Dave Clark, men de to gik fra hinanden i 2016.
Med til onsdagens arrangement var iøvrigt også hertuginde Kate og desuden en række celebrities. Blandt andet Victoria og David Beckham.