Prinsesse som underviser: -Det bliver specielt

En skole i Sydjylland får tirsdag besøg af prinsesse Marie, der skal være medunderviser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prinsesse Marie skal tirsdag en tur til Sydjylland, hvor hun skal være medunderviser på Vejen Gymnasium og HF.

– Prinsesse Marie kommer klokken 10.15. Så skal hun være medunderviser i to undervisningstimer i fransk. Det er for at booste franskundervisningen, da færre og færre unge vælger fransk. Vi håber det kan give det en saltvandsindsprøjtning med prinsessens besøg, fortæller elevadministrator hos Vejen Gymnasium og HF, Jeanette Norlén, til Kendte.dk.

Beæret over prinsessens besøg

Skolen glæder sig til besøget:

– Det er meget meget specielt. Vi er beærede. Det er en stor ære for os, at få prinsessen ind i huset, siger Jeanette Norlén.

Eleverne er spændte på prinsesse Maries besøg:

– De glæder sig til at hilse på Marie, få en dialog med hende og snakke med hende, slutter Jeanette Norlén.

Prinsessen vil fremme uddannelse til flere

Prinsesse Marie har gennem flere år samarbejdet med Syddansk Universitet om at fremme uddannelse til stadigt flere, både i Danmark og i udlandet.

Derudover har prinsessen i kraft af sin opvækst i Frankrig en helt naturlig tilknytning til det franske sprog og til undervisning i det franske sprog.

Det er gennem en kombination af disse faktorer, at prinsesse Marie deltager som medunderviser i to moduler i franskundervisningen på Vejen Gymnasium og HF.

Powered by Labrador CMS