Prinsesse skriver historie med nyt projekt

Prinsesse Eugenie har annonceret, at hun starter en podcast. Hun er den første royale i verden til at have en podcast.

Udgivet Opdateret

Det er blevet uhyre populært at høre podcast – og ikke mindst at være ejeren af én. Den trend har nu spredt sig til dem med kongeblåt blod i årerne. Prinsesse Eugenie fortalte onsdag, at hendes organisation The Anti-Slavery Collective lancerer en podcast.

Hun er dermed den første kongelige i hele verden, der kan prale af at have sådan én. Det skriver Hello Magazine.

Menneskesmugling

Siden 2017 har prinsesse Eugenie sammen med sin bedste veninde Julia De Boinville været forgangskvinder for organisationen.

Det var også de to, der sammen i en video på Instagram afslørede, at de udgiver en podcast. Og formålet for podcasten er helt klar.

– Vi gør det her for de personer, som ikke kan råbe op og skrige om deres situation, som vi kan, sagde prinsessen i videoen.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Organisationen har fokus på det moderne slaveri, som også kaldes for menneskesmugling.

Stop moderne slaveri

Tanken bag podcasten er at gøre folk klogere på det moderne slaveri. Ifølge dem selv er der omkring 40 millioner slaver i verdenen på nuværende tidspunkt.

Makkerparret håber på, at de med podcasten kan fokusere på nogle af de mange velgørenhedsorganisationer, som netop kæmper og arbejder for at stoppe moderne slaveri. Og deres bud blev så en podcast.

På rejse

Ideen til organisationen The Anti-Slavery Collective, som podcasten hører ind under, fik prinsesse Eugenie og Julia De Boinville, da de besøgte den indiske by Kolkata i 2012.

Her oplevede de på egen hånd, at der stadig findes slaveri. De kom derfor på ideen om at lave en kampagne, hvis fokus var at stoppe menneskesmugling.

Endnu et led i det, er deres podcast, som de to veninder laver i fællesskab med United Freedom.

Powered by Labrador CMS