Prinsesse rejser med vigtigt formål
Prinsesse Marie besøger de kommende dage Uganda som protektor for Folkekirkens Nødhjælp.
Prinsesse Marie er på vej mod Uganda, hvor hun de kommende fem dage skal tilbringe tid.
Hun skal i sit hverv som protektor for Folkekirkens Nødhjælp overvære nogle af de projekter, som velgørenhedsorganisationen står bag.
Særligt har rejsen fokus på bæredygtige løsninger, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.
Kamp for klimaet
Prinsessen har før vist stor interesse for at tage en tørn for klimaet, hvor hun blandt andet tidligere har fokuseret meget på madspild.
De kommende dage skal prinsessen præsenteres for en række klimaprojekter, som Folkekirkens Nødhjælp står bag, der både er bedre for miljøet, men som også er med til at sikre bedre levevilkår for fattige og sårbare familier.
– Vi ser frem til at introducere prinsesse Marie for en del af vores arbejde i Uganda og give prinsessen en større indsigt i de udfordringer, som landet står over for. Særligt klimaforandringerne og ekstremt vejr er et alvorligt problem i regionen, og der er brug for grønne og bæredygtige løsninger. Ellers risikerer vi, at endnu flere mennesker sulter, når høsten slår fejl, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.
Økologisk landbrug
På sin tur til Uganda, som Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i siden 1979, skal prinsesse Marie blandt andet mødes med flygtningekvinder, der har fået undervisning i økologisk landbrug og at opsamle regnvand.
De er sammen med lokale ugandere blevet certificeret i at producere bæredygtige søde kartofler i projektets første leveår.
Derudover skal prinsessen også mødes med unge klimaaktivister. Hun skal desuden deltage i et møde med Uganda Women’s Network, der har fokus på at give kvinder mulighed for at uddanne sig, så de kan indgå i lokalt og internationalt politisk arbejde. Det fremgår af det officielle program.
Mange år som protektor
Folkekirkens Nødhjælp har efterhånden haft prinsesse Marie som protektor i længere tid. Hun begyndte i 2011.
Tre gange har prinsessen rejst med Folkekirkens Nødhjælp, hvor den første rejse gik til Cambodja. Her fokuserede rejsen mestendels på, hvordan organisationen var med til at bekæmpe sult.
Senere har hendes rejser med Folkekirkens Nødhjælp også inkluderet fokus på fattigdomsbekæmpelse, dyrkning af afgrøder og adgang til HIV-medicin.