Prinsesse Marie besøger børn med autisme
I Helsingør Ferieby møder prinsesse Marie i sit virke som protektor for Landsforeningen Autisme torsdag familier med børn med autisme.
Prinsesse Marie trodsede torsdag det dårlige sommervejr og bruger dagen på en sag, der betyder meget for hende.
Landsforeningen Autisme havde nemlig inviteret 80 familier med børn med autisme på ferie, og torsdag fik familierne så royalt besøg, når prinsesse Marie slår et smut forbi Helsingør Ferieby.
Det skriver det danske kongehus på sin hjemmeside.
Prinsesse Marie har siden 2011 været protektor for Landsforeningen Autisme, og i efteråret 2014 fortalte den franskfødte prinsesse til Billed-Bladet, at hun selv har autisme tæt på livet – hendes stedbrors søn er nemlig diagnosticeret med autisme.
Det er anden gang, at prinsesse Marie besøger familierne i Helsingør Ferieby. Også i 2012 var hun afsted. Landsforeningen Autisme har i ti år inviteret familierne på sommerferie.
Torsdag deltog prinsesse Marie blandt andet i en skattejagt i Helsingør Ferieby, fremgår det af kongehusets hjemmeside.
Prinsessen har også rejst kloden rundt for at kæmpe for sin hjertesag.
Sidste forår var hun på Færøerne, og i oktober 2014 deltog prinsessen i en autismekonference i den amerikanske storby New York.