Prinsesse får kritik: Forvalter ikke sit embede
Den svenske prinsesse får skarp kritik for ikke at overholde sine forpligtigelser som hertuginde.
Det var en glædens dag, da befolkningen i Gästrikland og Hälsingland fik at vide, at det var prinsesse Madeleine, der skulle være hertuginde for de to landsdele. Men de seneste år er glæden taget af.
Hun kritiseres nemlig for ikke at prioritere de forpligtigelser, der følger med hertuginde-titlen, skriver Svensk Damtidning.
Artiklen fortsætter efter videoen
Manglende besøg
Det var allerede, da prinsesse Madeleine blev født, at hun fik titlen som hertuginde af de to svenske landsdele. Siden har befolkning altid glædet sig over at se hende, når hun besøgte Gästrikland og Hälsingland.
På det seneste har borgerne i området dog måttet kigge langt efter prinsessen. I fem år har hun ikke besøgt området.
Det er til trods for, at hun og manden Chris O’Neill ofte besøger Sverige om sommeren.
Forvalter sit embede dårligt
Flere heriblandt journalisten Lars Ragnar Forssberg, der har skrevet kronikker for Hela Hälsingland, mener ikke, at prinsessen har levet op til rollen som hertuginde de seneste år.
– Hun forvalter sit embede dårligt. Er man hertuginde, så har man visse forpligtigelser. Hun burde vide selv, at hun skal bidrage noget mere, siger journalisten og fortsætter:
– Mennesker mener, at når hun har den her titel, så burde hun dukke op. Vi kan jo sammenligne med prins Daniel og kronprinsesse Victoria, som vægter deres rolle som hertug og hertuginde i betydelig grad.
Trives ikke i hjemlandet
I lang tid har prinsesse Madeleine ikke haft en hverdag i Sverige. Hun bor til dagligt i Florida med sin mand og parrets tre børn Leonore, Nicolas og Adrienne. Før det har prinsessen også boet i London.
Generelt har der i mange år gået rygter om, at prinsessen ikke trives i hjemlandet.
Prinsesse Madeleine har med tiden formentlig opdaget, at hendes liv er mere bekvemt uden for Sverige, blandt andet fordi der i USA ikke er den samme mængde folk, der kender hende, som hvis hun boede i Sverige.
Desuden passer det praktisk godt for parret at bo i Amerika, hvor Chris O’Neill har sin virksomhed, mens også prinsesse udfører arbejde for World Childhood Foundations.
I 2019 blev det endda endnu nemmere for prinsessen og hendes familie at blive i Amerika. Hendes far fratog hendes og broren Carl Philips børns titler, hvilket betød, at børnene ikke skal underlægge sig reglen om, at man som svensk prinsesse eller prins skal gå i skole i Sverige.