Prinsesse er som sunket i jorden

Hun er gået fra at være et offentligt kendt ansigt til, at nyheder om hende er baseret på rygter og antagelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun manglede, da prins Harry og hertuginde Kate var på besøg i Marokko i februar, og faktisk har prinsesse Lalla Salma, gift med regenten af landet, kong Mohammed VI, været som sunket i jorden de seneste år.

Spørgsmålene er mange og svarene er fra officielt hold få. Faktisk har Marokkos kongehus ikke kommenteret på nogle af de rygter, der har verseret på det seneste om, hvad der er sket med prinsesse Lalla Salma, og det har selvfølgelig ikke fået rygterne til at dø af den grund.

Da Salma blev dronning

The Sun skriver, at Lalla Salma og kong Mohammed mødte hinanden i 1999, og ifølge Hello Magazine, blev de gift i 2002. Annonceringen af ægteskabet kom som en overraskelse i Marokko, et land der er kendt for, at kongens hustru lever et meget privat liv.

Lalla er den første hustru til en konge i landets historie, der har fået en reel titel. Det skete, da Lalla blev tildelt titlen “Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Lalla Salma.” Før ægteskabet bar hun navnet Salma Bennani, og Lalla kom til, fordi det traditionelt er et navn, højtstående kvinder får i Marokko, ifølge Hello Magazine.

De har to børn sammen, prins Moulay Hassan, der er arving til tronen, og prinsesse Lalla Khadija.

Mystikken

Der har i et års tid blandt andet gået rygter om, at parret er blevet skilt, men Marokkos kongehus har ikke kommenteret officielt på de rygter, der begyndte at versere i foråret 2018.

Hello Magazine omtalte rygterne omkring parrets bryllupsdag, men det er begrænset, hvad der findes af konkret information om, at parret er blevet skilt. Det er til gengæld ganske sikkert, at Lalla Salma ikke er set offentligt i et par år, og det er blandt andet af den årsag, at mange mener, at parret er blevet skilt, og at hun lever i skjul et sted i verden.

Ifølge Hello Magazine var parret på rejse sammen til Cuba og Miami i april 2017, mens Lalla Salma i oktober samme år besøgte Yves Saint Laurent museet i byen Marrakech. Royal Central skriver, at hun sidst blev set offentligt i december 2017. Det var meningen, at parret sammen skulle rejse til Monaco i starten af 2018, men den rejse blev siden aflyst.

Ifølge The Sun går der både rygter om, at Lalla Salma bor i USA og Grækenland, men det er ikke blevet bekræftet noget sted. Royal Central skrev i foråret 2018, at skilsmissen skulle være reel nok, men heller ikke Royal Central kunne få nyheden bekræftet officielt.

Ifølge Royal Central kan skilsmissen i sig selv dog forklare, hvorfor Lalla Salma ikke ses offentligt. Det er ikke sket før, at kongen af Marokko er blevet skilt, men ifølge Royal Central må det forventes, at kongens forhenværende hustru holder sig langt væk fra rampelyset som følge af skilsmissen.

I februar 2019 omtalte Royal Central nok engang den forsvundne dronning. Det forlyder, at hendes svigerinde har overtaget rollen som hoffets førstedame, og at det dermed er hende, der har det ansvar, der før faldt på prinsessen.

Hendes forsvinden blev hverken omtalt, da kongen besøgte Monaco i starten af 2019, ej heller da prins Harry og hertuginde Kate besøgte Marokko i februar 2019, og spørgsmålet står derfor stadig; hvor er Lalla Salma?

Powered by Labrador CMS