Prinsesse Diana hyldes 19 år efter sin død
Onsdag var det 19 år siden, at prinsesse Diana på tragisk vis omkom i en bilulykke i Paris.
Verden blev ramt af et stort chok og en kæmpe sorg den sidste augustdag for 19 år siden, da den populære prinsesse Diana omkom i en tragisk bilulykke i Paris.
Briterne har bestemt ikke glemt deres tidligere prinsesse, der var elsket og beundret af befolkningen, og onsdag markerede flere årsdagen for prinsesse Dianas død, skriver mediet Hello Magazine!.
Hvis man slentrede en tur forbi Kensington Palace i London kunne man næppe undgå at bemærke de mange blomster, balloner og britiske flag, der prydede porten ind til det fornemme palads.
“Folkets prinsesse”, som hun også bliver kaldt, blev kun 36 år gammel. Men trods sit alt for korte liv formåede hun i den grad at gøre sig bemærket.
Det var også ganske tydeligt på det sociale medie Twitter, som flere royale fans tyede til for at hylde og mindes prinsessen, der er mor til prins William og prins Harry.
Hilsen fra royal kok
En af de mange hilsner kom fra den royale kok Darren McCrady, der arbejdede for prinsesse Diana frem til hendes død, skriver Hello Magazine!.
– For 19 år siden i dag havde jeg forberedt aftensmad til en speciel kvinde og hendes drenge. Hun kom ikke hjem. Hvil i fred Diana, skriver han på Twitter.
På det sociale medie forklarer han desuden, at maden, han havde forberedt, var til næste dag, hvor prinsessen skulle være hjemvendt fra Paris.
Diana fik titlen prinsesse, da hun giftede sig med prins Charles ved et storslået bryllup. Men kærligheden varede ikke ved, og parret blev skilt i 1996, året før hun døde i biluheldet.
Se Darren McCrady opdatering her:
/ritzau/FOKUS