Prinsesse brillerer med fornem diadem-debut

Ved det canadiske statsbesøg i Sverige fik den svenske prinsesse Sofia for første gang lov til at bære et helt bestemt diadem.

Prinsesse Sofia fik for første gang lov til at bære et helt bestemt diadem. Foto: Christine Olsson/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag aften var de helt store kjoler og stive pingvin-sæt fundet frem, da den svenske kongefamilie var vært for en gallamiddag i anledningen af et statsbesøg fra Canada.

Det er den canadiske generalguvernør, David Johnson, og dennes hustru, der i denne uge besøger Sverige for at diskutere de to landes samhørighed, og det fornemme besøg fik den svenske kongefamilie til også at hive kronjuvelerne frem fra gemmerne.

Og netop kronjuvelerne var anledning til en helt speciel debut for prins Carl Philips hustru, prinsesse Sofia, skriver Svensk Damtidning.

Bar diadem for første gang

Den unge prinsesse fik nemlig for første gang lov til at bære kongehusets ametyst-diadem, da hun blev ført til bords ved aftenens gallamiddag.

Der findes en form for hierarki omkring de svenske kronjuveler og diademer, og ametyst-diademet er et af de eneste, der bliver båret af alle kvinderne i det svenske kongehus.

Derfor er der ifølge Svensk Damtidning tale om en helt speciel og fornem gestus fra dronning Silvia, når hun tillader prinsesse Sofia at bære det kostbare hovedsmykke, der matchede prinsessens kongeblå kjole.

Gestussen symboliserer nemlig, at det svenske regentpar for alvor har budt deres svigerdatter velkommen i kongefamilien, lyder det ifølge mediet.

Se den svenske kongefamilie ankomme til gallamiddagen her: https://www.instagram.com/p/BQvudsmhwKx/?taken-by=kungahuset

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS