Prinsesse bliver skolelærer for en dag
Prinsesse Marie skal undervise en gymnasieklasse i sit modersmål fransk.
Prinsesse bliver skolelærer for en dag – det er nemlig en vaskeægte en af slagsen, der i næste uge står foran tavlen på Vejen Gymnasium og HF i Jylland og underviser gymnasieelever.
41-årige prinsesse Marie skal tirsdag den 16. januar nemlig være medunderviser i en fransk lektion.
Det fremgår af kongehusets officielle kalender.
Taler mange sprog flydende
Prinsesse Marie er født i Frankrig af franske forældre, og prinsessen taler ud over flydende fransk også dansk, italiensk, engelsk og spansk.
Kongehuset angiver ikke, om prinsesse Marie skal undervise i franske gloser eller fransk udtale, men undervisningen vil finde sted tirsdag klokken 10.15, oplyses det.
Prinsessen er selv uddannet fra prestigefyldte skoler som Babson College i Boston og Marymount Manhattan College i New York.
Opdaget af danske journalister
Prinsesse Marie er gift med prins Joachim, med hvem hun har børnene prins Henrik og prinsesse Athena.
Parret blev første gang opdaget sammen i 2005 af den danske presse under en ferie i Avignon, Frankrig.
Hun og Joachim blev kærester i 2005 og officielt forlovet den 3. oktober 2007.
Blev gift i Møgeltønder Kirke
Den 24. maj året efter blev de gift i Møgeltønder Kirke.
Prinsesse Marie er datter af Françoise og Alain Cavallier og er opvokset som eneste pige i en søskendeflok på fem.
Efter forældrenes skilsmisse flyttede Prinsesse Marie med sin mor til Genève, Schweiz.
(Kilde: Wikipedia.org)