Prinsesse Benedikte deltager onsdag i et helt særligt jubilæum
Når Brønderslev Kommune i dag onsdag fejrer 300-årsdagen for Prinsesseskolerne bliver det med et kongeligt islæt.
I dag, onsdag den 25. september, vil Hendes Kongelige Højhed prinsesse Benedikte besøge Dronninglund. Det sker i anledning af, at det nu er 300 år siden, Prinsesseskolerne blev grundlagt.
Der er tale om forløberne til vor tids folkeskoler. De blev til på initiativ af prinsesse Sophie Hedvig, der boede på Dronninglund Slot, og som etablerede skoler i forbindelse med alle familiens godser i Dronninglund sogn.
Det betød, at fattige familiers børn i området fik mulighed for gratis skolegang næsten 100 år før resten af Danmark.
Artiklen fortsætter under videoen
At prinsesse Benedikte har takket ja til at deltage, glæder chefkonsulent Mette Krogh i Brønderslev Kommune.
– Det er altid en glæde at få besøg fra Kongehuset. Det er stort for os og også med til at skabe opmærksomhed omkring 300 års jubilæet. Samtidig får vi mulighed for at præsentere prinsessen for Dronninglund Skole, som den fungerer i dag, fortæller hun til Newsbreak.dk.
Prinsesse Benedikte ankommer efter planen til Dronninglund Slot klokken 10.30, hvor hun kort efter vil blive budt velkommen af borgmester Mikael Klitgaard.
Her skal hun se en udstilling om Prinsesseskolerne og får desuden fremvist slotskirken.
Efter en let frokost går turen så til Dronninglund skole, hvor prinsessen bliver modtaget af en stor gruppe elever, der vil vise hende deres arbejde med skolens udvikling gennem 300 år.
Besøget afsluttes klokken 14.00.