Prinsesse afslører: -Vi dansede rundt i stuerne på Amalienborg

Prinsesse Benedikte har mange fine minder fra sin barndom på slottet, hvor der var god plads til benspjæt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra Amalienborg til Det Kongelige Teater er der 750 meter, hvis man spadserer ned ad Amaliegade, krydser Sankt Annæ Plads, følger Store Strandstræde og tager turen over broen ved Nyhavn.

Turen mellem slottet og teatret kender prinsesse Benedikte særdeles godt, for sammen med sine søstre, dronning Margrethe og eksdronning Anne-Marie, der dengang også havde titler af prinsesser, tog hun den ganske ofte, da hun var barn.

Her var lørdagsunderholdningen nemlig tit en tur i balletten på Det Kongelige Teater.

– I dag er der så mange andre ting – man har blandt andet fjernsynet, som de unge måske er optaget af. Men det havde vi ikke dengang, så hvis der gik en ballet lørdag aften, var det ofte der, vi var. Og vi elskede det, fortæller prinsesse Benedikte.

– Vi er jo så heldige at bo tæt på Det Kongelige Teater, så vi har jo fået det ind, fra vi var helt små, forklarer hun.

Hendes forældre, dronning Ingrid og kong Frederik 9., var ivrige teatergængere og gjorde meget for at give kærligheden til kunsten videre til børnene.

– Vi var i teatret første gang, når vi var fyldt fem år, så fik vi lov at komme med. Det var noget, man gik og glædede sig til, og det var noget, vi talte meget om.

– Min far kendte jo en del af musikerne og operasangerne og nogle af danserne, så vi fik det meget med ind i vores dagligdag. Vi syntes, det var en spændende verden. Den duftede, og der var noget helt specielt over den, fortæller prinsesse Benedikte.

Hun husker tydeligt, hvordan sådan en aften, hvor hele familien drog i teatret, forløb.

– Vi havde inden fået at vide af far og mor, hvad vi skulle se – det blev nok planlagt flere lørdage frem i tiden. Søndag gik det jo ikke, for der skulle vi i skole næste dag og tidligt i seng, så lørdag var den helt rigtige dag, fortæller hun.

Fortsatte med at danse

De tre prinsesser havde nemlig svært ved at falde til ro, når de kom tilbage til Amalienborg fra Det Kongelige Teater.

– Når vi så kom hjem og havde set sådan en balletforestilling, så fortsatte vi jo med at danse herhjemme, fordi vi ligesom skulle afreagere.

– Og så var det dejligt, at der var god plads på gulvet. Der gjorde vi nogle spring, siger hun og smiler.

I dag er interessen for ballet stadig noget, prinsesse Benedikte deler med dronning Margrethe og eksdronning Anne-Marie.

Søndag uddeler prinsesse Benedikte og dronning Margrethe – efter måneders udsættelse på grund af coronakrisen – Dronning Ingrids Hæderslegat på Fredensborg Slot, hvor blandt andre balletdanseren Tobias Praetorius kan glæde sig over at få en kvart million kroner til sine videre studier.

Powered by Labrador CMS