Prinsesse aflyser besøg af frygt for virus

Prinsesse Benedikte vil ikke overvære Paradressur stævne på Blue Hors i vejle den kommende weekend.

Offentliggjort Sidst opdateret

I prinsesse Benediktes kalender sker der også en del ændringer i takt med myndighedernes udmeldinger om coronavirus i Danmark.

Det har betydet, at prinsessen ikke deltager i Paradressur stævne i Vejle lørdag, da det er blevet aflyst. Det fremgår af Kongehusets kalender.

Artiklen fortsætter efter videoen

Ærgerligt at aflyse

Paradressur stævnet skulle have været afviklet på Blue Hors i Vejle, men det har været nødvendigt at aflyse arrangementet grundet myndighedernes udmelding om større arrangementer. Det fremgår af Blue Hors’ hjemmeside.

Her giver eventchef Christian Struck udtryk for, at det er ærgerligt, men at der muligvis kan findes en løsning.

– Det er ærgerligt med en aflysning, da mange PARA atleter har trænet målrettet frem mod dette stævne og glædet sig til det store stævne, hvor nogle af verdens bedste ekvipager var tilmeldt. Men set i lyset af den opfordring regeringen kom med, mener vi ikke, at vi kan gøre andet. Vi vil se på mulighed for eventuelt at finde en alternativ dato for stævnet, siger eventchefen i en udtalelse på hjemmesiden.

Frygter for corona

Til BT bekræfter Kongehuset, at prinsesse Benedikte ikke deltager i arrangementet af frygt for coronavirus.

Ydermere oplyser kommunikationsafdelingen, at de kongelige naturligvis overholder de forholdsregler, som myndighederne udstikker.

– Kongehuset følger som alle andre udviklingen og forholder sig til myndighedernes anbefalinger i forhold til covid-19, lød meldingen.

Prinsesse Benedikte skulle i forrige weekend have overværet Dansk Varmblods Hingstekåring, men hendes besøg blev også aflyst, selv om arrangementet ikke gjorde.

Powered by Labrador CMS