Prinsesse åbner festival: -Det er en stor ære

Når Vadehavsfestival 2016 byder borgere og turister velkommen til dette års festival, bliver det med deltagelse af festivalens protektor, prinsesse Marie.

Prinsesse Marie er med ved åbningen af den femte Vadehavsfestival. Foto: Steen Brogaard.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver med opbakning fra Kongehuset, at Kulturregion Vadehavet onsdag den 31. august ved Blåvandshuk Fyr fejrer åbningen af den femte Vadehavsfestival.

Prinsesse Marie har siden 2010 været protektor for festivalen, der ønsker at give både borgere og turister kunst- og kulturoplevelser i verdensklasse samt tilføre området en anerkendt kulturprofil.

– Det er en stor ære for Vadehavsfestivalen og Kulturregion Vadehavet som helhed, at prinsesse Marie anerkender og støtter op om festivalen. Vadehavsfestivalen er Kulturregionens kulturelle flagskib, og gennem årene har vi oparbejdet en både anerkendt og international festival, som dette år tæller kunstnere fra tolv forskellige lande. Prinsesse Maries protektion samt deltagelse ved åbningen afspejler en fornem anerkendelse, som vi er dybt taknemmelige for, siger Lisbet Rosendahl, formand for Kulturregion Vadehavet.

Indledes 1. september

Vadehavsfestivalens program indledes den 1. september, og for en stund kan store som små opleve kunst og kultur gå hånd i hånd med Vadehavets unikke natur og kulturhistorie.

Publikum kan dog allerede i ugerne op til festivalen opleve kunstnere arbejde med deres værker i klitterne og på stranden ved Blåvandshuk Fyr. Kunstnerne, der indgår i festivalens udstillingsprojekt “Wadden Tide”, kommer alle fra lande med vadehavslignende områder, og deres værker er alle skabt specielt til udstillingen.

10 spændende arrangementer

Publikum kan under Vadehavsfestivalen opleve ti spændende og meget forskellige arrangementer, der på hver sin måde sætter ord, lyd, billeder og stemninger på vadehavsområdets unikke kultur og natur. Kunsten bringes ud over den vante scene og kan både opleves i naturen, byrummet og kulturhistoriske bygninger langs Vadehavet – fra Varde i nord til Tønder i syd.

Vadehavsfestival 2016 afvikler arrangementer i dagene 1. – 4. september, mens udstillinger kan opleves frem til 2. oktober 2016.

Du kan læse mere om Vadehavsfestivalen og årets program på www.vadehavsfestival.dk.

Powered by Labrador CMS