Prinser rejser statue af afdød mor
31. august 2017 er det 20 år siden, at prinsesse Diana omkom. Nu vil hendes to sønner, prins William og Harry, hylde hende med en statue.
Hele verden mistede sin folkekære prinsesse, og to små drenge blev moderløse, da prinsesse Diana omkom ved en trafikulykke i Paris i 1997 som blot 36-årig.
31. august 2017 er det præcis 20 år siden, tragedien indtraf.
Rejser en statue af mor
Og det har fået hendes to i dag voksne sønner til at anmode om at få rejst en statue af deres elskede mor.
Det oplyser Kensington Palace i et opslag på det britiske kongehus’ officielle Instagram-konto, hvor 34-årige prins William og 32-årige prins Harry uddyber deres store ønske:
– Det er 20 år siden, vores mor døde, og tiden er inde til at anerkende hendes positive indvirkning på Storbritannien og resten af verden med en permanent statue.
– Vores mor berørte så manges liv. Vi håber, statuen vil hjælpe alle dem, der besøger Kensington Palace, til at reflektere over hendes liv og hendes arv, skriver prinserne i erklæringen.
Særligt udvalg indkaldt
Ifølge Kensington Palace har prinserne indkaldt et særligt udvalg, der skal rejse midlerne til statuen gennem bidrag fra private fonde.
Udvalget skal også rådgive om, hvilken billedhugger der skal skabe statuen.
Når finansieringen og designet er på plads, skal statuen ifølge det britiske kongehus stå i den offentlige park omkring Kensington Palace i hjertet af den engelske hovedstad, London.
Det britiske kongehus tilføjer, at opførelsen af statuen snart vil blive påbegyndt.
Man forventer den bliver færdiggjort og klar til skue i slutningen af året.
Både prins Harry og prins William bor på Kensington Palace. Prinsesse Diana boede der også efter skilsmissen fra drengenes far, prins Charles.
Læs annonceringen her:
/ritzau/FOKUS