Prinsens store problem: Ven med pædofil

Prins Andrews forhold til den pædofilidømte og nu menneskehandel-sigtede Jeffrey Epstein er årsag til hovedbrud.

Udgivet Opdateret

Den britiske prins Andrew, der er nummer otte i den britiske tronfølge, har tidligere haft et noget betændt venskab.

Andrew var således i mange år gode venner med den amerikanske milliardær Jeffrey Epstein, der for tiden sidder varetægtsfængslet i New York, sigtet for menneskehandel.

Epstein er tidligere også dømt for pædofili.

Det er netop de problemer, der også er skyllet over på Andrew.

Selv anklaget for overgreb

Prins Andrew er nemlig tidligere blevet beskyldt for også at have deltaget i “festlighederne.”

En ukendt pige anklagede i 2015 prinsen for at have forgrebet sig på hende, da hun blot var 17 år gammel:

– Jeg er nødt til at tale om de begivenheder, der har foregået i løbet af de seneste uger. Jeg vil gerne gentage og cementere de meddelelser, som Kongehuset er kommet med på mine vegne, sagde  prins Andrew dengang.

Anklagerne gik blandt andet på, at den pædofilidømte milliardær Jeffrey Epstein fra 1999 til 2002 holdt en ukendt pige som sexslave, og hende skulle den britiske prins Andrew altså angiveligt også have forgrebet sig på.

Artiklen fortsætter under videoen

I 2010 – to år efter Epsteins pædofilidom – blev prins Andrew set i selskab med Epstein i Central Park i New York.

Prins Andrew har siden erkendt, at det var en fejl, at han plejede omgang med Epstein.

Med til nøgenfester

I forbindelse med den nye sag mod Epstein er et arkiv med 2000 filer blevet genåbnet, skriver The Sun.

Her kan man blandt andet læse, at prins Andrew skulle have været med til nøgenfester i Epsteins luksusbolig i Palm Beach i USA.

Det har Epsteins tidligere ansatte Jaun Alessi sagt i 2009. Han skulle have set prins Andrew og andre gæster få massage af et “harem af piger.”

Powered by Labrador CMS