Prins William: Få historien om Englands kommende konge

Her får du historien om Storbritanniens kommende konge, prins William.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prins William er Storbritanniens kommende konge. Han bærer også titlen hertug af Cambridge.

Prinsen kom til verden den 21. juni 1982. William er den ældste søn af prins Charles og afdøde prinsesse Diana.

Prinsen er nummer to i arvefølgen – hans far, prins Charles, bliver konge før ham.

Prins William blev gift den 29. april 2011 med Kate Middleton – nu hertuginde Kate.

Fandt hinanden på universitetet

Parrets kærlighed til hinanden begyndte at spire længe før det.

Den royale kærlighedshistorie begyndte i følge magasinet Hello! i september 2001, hvor prins William mødte Kate Middleton, som hun dengang var kendt som, på St. Andrews Universitet i Skotland.

Forelskelsen skulle angiveligt være begyndt at spire hos prins William, da han så den unge studine med de mørke lokker i et modeshow på universitetets campus i marts året efter.

Men på det tidspunkt havde Kate Middleton allerede kastet sin kærlighed på en anden af universitets studerende. Derfor var det først efter, at det forhold gik i stykker, at kærligheden for alvor begyndte at spire mellem prinsen og den kommende prinsesse.

Holdt sig væk fra pressens søgelys

Det unge, forelskede par formåede at holde sig væk fra pressens søgelys på det skotske universitet. Ifølge magasinet Hello! blev det første billede af kæresteparret offentliggjort i april 2004, da de var på en romantisk skiferie sammen.

Året efter dimitterede de to turtelduer fra universitetet, og de indledte et langdistanceforhold.

Prins Williams første dans med hertuginde Kate var til Elton Johns klassiker “Your song”, der blev sunget af sangerinden Ellie Goulding, har Hello tidligeres skrevet..

I 2006 dukkede prins William og Kate Middleton for første gang op sammen til en familiebegivenhed, da de deltog i Laura Parker-Bowles bryllup, og det øgede pressens interesse for parret. Efterfølgende blev de fulgt tæt af blitzende kameraer.

Brød med hinanden

Parret levede dog ikke lykkeligt sammen til deres dages ende i første omgang, og i 2007 gik de ifølge Hello! fra hinanden.

Der gik dog ikke længe, før det unge par genfandt kærligheden, og prins William og Kate Middleton dukkede igen trofast op side om side på de røde løbere.

Først i oktober 2010 gik den britiske prins på knæ og friede til sin udkårne, da de to var på ferie i Kenya.

De afslørede den glædelige nyhed om forlovelsen på et pressemøde, hvor Kate Middleton også fremviste sin safir-forlovelsesring, der havde tilhørt afdøde prinsesse Diana.

Den 29. april 2011 kulminerede kærligheden i et overdådigt bryllup, der blev fejret med pomp og pragt af royale fra nær og fjern, og efterfølgende kunne Kate Middleton bære titlen “hertuginde af Cambridge”.

I juli 2013 blev familien udvidet med et nyt medlem, da prins William og hertuginde Kate fik deres første barn, prins George, og i maj 2015 kom datteren, prinsesse Charlotte, til verden. Og den 23. april 2018 fik parret deres tredje barn, prins Louis.

Talte ud om prinsesse Diana

I en alder af bare 12 og 15 år mistede britiske prins Harry og prins William deres mor.

Prinsesse Diana døde på tragisk vis i en bilulykke i Paris.

I en dokumentarfilm fra 2017 ses prins William og prins Harry bladre igennem et fotoalbum af familien.

I den forbindelse talte prinserne for første gang om, hvordan prinsesse Diana var som mor.

– Hun var meget uformel, og nød virkelig latter og sjov. Men hun forstod, at der var et rigtigt liv uden for paladsets mure, sagde prins William.

Prins William og prins Harry har tidligere fortalt om den store og livslange sorg, der ramte dem, efter at de blev moderløse den 31. august 1997.

Prinsesse Diana fik en statsbegravelse med deltagelse af hele det officielle England 6. september 1997 i Westminster Abbey i London.

Prins William bliver først Storbritanniens konge efter dronning Elizabeth og senere prins Charles som regent.

Kilder: Ritzau/Wikipedia.

Powered by Labrador CMS