Prins William ærer terrorofre i Christchurch
På vegne af dronning Elizabeth rejser prins William i april til New Zeeland for at ære terrorofrene i Christchurch.
Ifølge flere New Zealandske medier, blandt andet New Zealand Herald, vil prins William i april besøge landet for at ære og mindes ofrene for terrorangrebet i Christchurch-moskéerne. Den grusomme handling, hvor 50 mennesker mistede livet og et lignende antal blev såret, fandt sted i to forskellige moskéer den 15. marts.
Besøget bekræftes af New Zealands premierminister Jacinda Ardern, der også fortæller, at prinsens besøg sker på vegne af dronning Elizabeth.
– Jeg er meget overbevist om, at Christchurch vil være dybt rystet længe efter den nationale mindehøjtidlighed i denne uge. Og jeg er sikker på, at det New Zealandske folk, ikke mindst det muslimske samfund i Christchurch, vil sætte pris på den medfølelse og støtte, der har været så håndgribeligt demonstreret siden angrebet, siger premierministeren.
Netop prins William har stærke bånd til befolkningen efter et besøg i Canterbury i forbindelse med et voldsomt og ødelæggende jordskælv i Christchurch tilbage i 2011.
– Jeg er virkelig glad for, at prinsen kommer på besøg for at støtte de berørte af angrebet og hylde den ekstraordinære medfølelse og solidaritet, New Zealands har vist i de seneste uger, siger Jacinda Ardern til New Zealand Herald.
Kensington Palace har udstedt en kort erklæring om besøget: “Hertugen af Cambridge vil besøge New Zealand på vegne af dronningen for at ære ofrene for Christchurch-moskéernes terrorangreb”, fremgår det blandt andet af erklæringen.
Der er ikke oplysninger om, hvorvidt hertuginde Kate eller parrets tre børn vil ledsage ham under besøget. Yderligere detaljer om datoer og program vil blive annonceret senere.