Prins William: Absolut OK hvis mit barn er homoseksuelt

Den britiske prins erkender, at han er bekymret for, at det ville kunne medføre forfølgelse og had.

Offentliggjort Sidst opdateret

Storbritanniens prins William, der er nummer to i rækken til den britiske trone, sagde onsdag, at det vil være absolut helt i orden, hvis et af hans børn er homoseksuelt.

Men han erkender, at han er bekymret for, at det ville kunne medføre forfølgelse og had som følge af den royale status.

Den 37-årige prins, som står til en dag at blive det nominelle overhoved for sit lands kirke, Church of England, har tre børn med sin kone Kate: George på fem år, Charlotte på fire år og Louis på 13 måneder.

– Det er noget, som jeg er nervøs over. Ikke fordi jeg er bekymret for, at de skulle være homoseksuelle eller noget andet, men fordi jeg er urolig over det pres, som de vil stå over for, og hvor langt sværere deres liv kunne blive, sagde William under et besøg hos en velgørenhedsorganisation, som støtter unge og hjemløse LGBTQ+personer.

Fint …

Til et spørgsmål om, hvordan han ville føle det, hvis et af hans børn viser sig at være homoseksuel, svarede prinsen:

– Det ville jeg have det absolut fint med.

Artiklen fortsætter under videoen

Prinsen sagde videre, at hele emnet først var begyndt at optage ham, efter at han er blevet forælder.

– Jeg støtter dem, uanset hvilken beslutning de træffer, men det foruroliger mig som forælder, at der er så mange barrierer, så mange hadefulde ord, forfølgelse og al mulig diskrimination.

William fremsatte udtalelserne under et besøg hos Albert Kennedy Fonden i London, som har fået et nyt servicecenter. Begivenheden fandt sted forud for Londons årlige Pride-march og forud for markeringen af 50-årsdagen for opstanden ved værtshuset Stonewall Inn i New York.

Aktionen i New York, hvor politi hårdhændet og brutalt lukkede baren for homoseksuelle i Greenwich Village, blev et vendepunkt, som førte til en bølge af aktivisme, der lagde grunden for den moderne LGBT-bevægelse.

Mange af de homoseksuelle gik til modangreb, som om de pludselig reagerede på årtiers diskrimination, og en bølge af optøjer skyllede pludselig gennem New York.

Det førte til dannelsen af Gay Liberation Front, og de homoseksuelle begyndte dermed at organisere sig som borgerrettighedsbevægelsen og Vietnam-demonstranterne.

Powered by Labrador CMS