Prins Philip udskrevet fra hospital

Den 96-årige prins er blevet behandlet for en infektion, hedder det i erklæring fra hoffet.

Den 96-årige prins er blevet behandlet for en infektion, hedder det i erklæring fra hoffet. Foto: TOBY MELVILLE/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Storbritanniens prins Philip blev udskrevet fra et hospital i London. Det skete torsdag, oplyser Buckingham Palace.

Behandlet for infektion

96-årige prins Philip er blevet behandlet for en infektion.

Den britiske dronnings mand blev indlagt tirsdag aften. Indlæggelsen var “en sikkerhedsforanstaltning i forbindelse med en lidelse, som allerede er under behandling”, hedder det i en pressemeddelelse fra Buckingham Palace.

Indlæggelsen af prins Philip, Hertugen af Edinburgh, skete dagen før dronning Elizabeth skulle tale i parlamentet i forbindelse med dets åbning.

Det er en ceremoni, som prins Philip plejer at deltage i.

Trækker sig tilbage

I sidste måned blev det meddelt, at prins Philip trækker sig tilbage senere i år.

– Hans kongelige højhed, hertugen af Edinburgh, har besluttet sig for, at han ikke længere vil tage del i offentlige arrangementer fra efteråret i år. Han har fuld opbakning fra dronningen, lød det i pressemeddelelsen.

Prinsen vil møde op til allerede planlagte arrangementer frem til august både på egen hånd og med dronningen. Derefter vil han ikke takke ja til nye invitationer.

Den 91-årige dronning Elizabeth vil selv fortsat deltage i officielle arrangementer.

I løbet af de seneste år har det royale par dog skåret kraftigt ned for officielle arrangementer.

Modsat har deres ældste søn, prins Charles, overtaget en række af de formelle pligter. Det samme har prins William og hertuginde Kate.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS