Prins og hjerteknuser kastede glans over rød løber
Storbritanniens prins Harry deltog torsdag i verdenspremieren på krigsfilmen "Dunkirk" i den engelske hovedstad, London.
Torsdag aften kastede prins Harry glans over verdenspremieren på “Dunkirk”, hvor han blandt andre hilste på sangeren Harry Styles, som har en rolle i filmen.
Det skriver blandt andet Hello! Magazine.
Krigsfilmen er den virkelige fortælling om evakueringen af allierede tropper fra stranden i Dunkirk i Frankrig under Anden Verdenskrig.
Harry Styles debut i film
På rollelisten er etablerede britiske filmstjerner som Tom Hardy og Mark Rylance, mens One Direction-idolet Harry Styles debuterer i sin første filmrolle.
Inden verdenspremieren, som fandt sted i Odeon Cinema Leicester Square i London, mødte prins Harry soldaterveteraner, som har tjent under Anden Verdenskrig.
Det skete til en reception på Kensington Palace, der ligger i hjertet af den engelske hovedstad.
Prins lyttede til veteraner
Det britiske kongehus har delt et billede af samtalen, hvor prins Harry, der selv har gjort tjeneste i Afghanistan, lytter til Dunkirk-veteranernes fortællinger.
Under mødet sagde prinsen ifølge Hello! Magazine, at han håbede, filmen skildrede deres historie så godt som muligt.
– Jeg håber, filmen rammer historien så præcist som muligt og giver alle en lille oplevelse af, hvordan det var for jer, sagde han ifølge mediet.
Filmen får dansk premiere den 20. juli.
Se billedet her:
/ritzau/FOKUS