Prins Joachim stak til søs for en kort bemærkning

Dronningens yngste søn viste sig fra sin mest sødygtige side, da han inspicerede den såkaldte maritime styrke, i forbindelse med at Danmark overtager kommando af en Nato-flåde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Både forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og prins Joachim var i strålende humør, da de torsdag den 18. januar deltog i et militært arrangement ved Langelinie-kajen i København.

Anledningen var, at Danmark i år overtager kommandoen af en særlig Nato-flådestyrke. Det skriver Kongehuset på sin hjemmeside.

Det er den såkaldte Standing Nato Maritime Group 1, som Danmark fremadrettet står i spidsen for.

Prins Joachim stak til søs

Dermed skal Forsvaret og i særlig grad Søværnet varetage den vigtige opgave med at lede NATO’s maritime tilstedeværelse i blandt andet Østersøen.

Og en del af arrangementet foregik faktisk “rigtigt” til søs. Det skriver Forsvarsministeriet.

– Det er en stor og vigtig opgave, som Forsvaret og besætningen på den danske fregat nu tager på sig. Ikke mindst fordi, at vi de senere år har set en mere spændt situation i Østersøregionen, hvor Rusland blandt andet har opstillet nye missiler, forklarede forsvarsministeren.

Hvis der opstår en krise

Han finder det helt afgørende for Natos troværdighed, at vi er i stand til at reagere hurtigt og i fællesskab med vores allierede, hvis der skulle opstå en krise i vores nærområde.

– Det hænger jo derfor også sammen med, at vi netop har sendt 200 soldater og kampfly til Baltikum, understregede Claus Hjort Frederiksen.

Konkret vil fregatten Niels Juel fungere som flådestyrkens flagskib i første halvår af 2018. Resten af året bliver det danske støtteskib Esbern Snare flagskib. Ledelsen af SNMG1 varetages af Søværnets Taktiske Stab.

Skibe fra de allierede lande

Standing Nato Maritime Group 1 udgør – sammen med Standing Nato Maritime Group 2 – forsvarsalliancens multinationale maritimstyrke.

Den består af skibe fra de allierede lande i Nato – se listen nederst i artiklen.

Danmark overtog per 1. januar 2018 øverstkommandoen for flådestyrken i Nordatlanten.

Fakta om Nato

Siden oprettelsen af NATO i 1949, hvor 12 lande var med, er kredsen af medlemslande blevet udvidet flere gange, senest i 2009.

I dag består NATO af 29 lande:

· Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA siden 1949.
· Grækenland og Tyrkiet siden 1952.
· Tyskland siden 1955.
· Spanien siden 1982.
· Polen, Tjekkiet, Ungarn siden 1999.
· Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien siden 2004.
· Albanien og Kroatien siden 2009.
· Montenegro siden 2017.

(Kilde: Faktalink/Wikipedia/Kongehuset)

Powered by Labrador CMS