Prins Henriks tilstand alvorligt forværret
Prins Henriks tilstand er blevet alvorligt forværret.
Prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.
Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.
Det tyder på, at det er ganske alvorligt.
Kronprins rejser hjem fra Sydkorea
I pressemeddelelsen fremgår det, at kronprins Frederik har afbrudt sit ophold under vinter-OL i Sydkorea.
Kronprins Frederik er på vej til Danmark.
Derudover har Kongehuset i øjeblikket ikke yderligere oplysninger.
I pressemeddelelsen fra Kongehuset står der:
– Hans kongelige højhed kronprinsen har på denne baggrund afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege. Kronprinsen er nu på vej til Danmark.
Indlagt i januar
Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar efter et ophold i Egypten.
Senere oplyste kongehuset, at prinsen blandt andet var blevet undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viste sig at være godartet.
– Prins Henrik vil i dag blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion.
– Efter endt behandling vil hans kongelige højhed tage ophold på Fredensborg Slot, oplyste kongehuset for en uge siden.
Men nu er prinsens tilstand blevet forværret. Kongehuset ønsker ikke at uddybe, hvad prinsen fejler.
Prinsen var i Egypten
Prinsen havde siden 4. januar havde været i Sharm El Sheik i Egypten, hvor han i mange år har kendt hotelejer Enan el Galaly.
Den 83-årige prins var også indlagt i sommer. Han blev indlagt med smerter i højre ben, som var opstået som følge af en operation i juli sidste år.
I efteråret meldte kongehuset ud, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.
Prins Henrik, på fransk Henri Marie Jean André de Monpezat, er født i 1934 og blev i 1967 gift med dronning Margrethe 2. af Danmark.
Læs her om prins Henriks seneste sygdomsforløb og demensdiagnose:
* Juli 2017:
Prins Henrik bliver opereret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han bliver opereret i højre lyske og får en ballonudvidelse i højre bækkenkar.
Operationen bliver foretaget som følge af forsnævringer på pulsårerne, der også er kendt som åreforkalkninger. Prinsen er indlagt i omkring en uge i forbindelse med indgrebet.
* August 2017:
Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben. Smerterne er eftervirkninger fra operationen i juli, som ellers forløb efter planen.
Prinsen bliver behandlet medicinsk, og der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb.
Han er indlagt i lidt mere end en uge.
* September 2017
Kongehuset meddeler, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.
En måned tidligere vakte prinsen stor opsigt, da han meldte ud, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke som planlagt.
* Januar 2018:
Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet. Indlæggelsen sker i forlængelse af sygdom opstået i Egypten.
* Februar 2018:
Prins Henriks tilstand forværres alvorligt, oplyser kongehuset.
Kronprins Frederik har derfor afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark.
Kilder: Ritzau, kongehuset.