Prins Henriks død: Onsdag den 14. februar i billeder
Vi har samlet en række indtryk fra den helt særlige dag - hvor en hel verden vågnede op til nyheden om, at prins Henrik er død. Se de mange billeder i galleriet.
Vi har samlet en række indtryk fra dagen i går, onsdag den 14. februar, hvor Danmark og verden vågnede op til nyheden om, at prins Henrik er død.
Du kan se de mange dejlige billeder i galleriet over artiklen – klik på billedet for at bladre i galleriet.
De tager allesammen udgangspunkt i prins Henriks død,
13. februar klokken 23.18 sov prins Henrik stille ind på Fredensborg slot.
Ved sin side havde han sin hustru, dronningen, og sine to sønner, kronprins Frederik og Prins Joachim.
Et veritabelt hav af blomster
Tidligt onsdag meddelte kongehuset så til offentligheden, at prinsen var død.
Rundt omkring i Danmark kommer danskerne til slotten for at vise deres sympati.
Et veritabelt blomsterhav fylder efterhånden godt op omkring slottene, fremgår det af billederne.
På Fredensborg Slot viste dronningen onsdag eftermiddag sin styrke, da hun gik ud for at kigge på blomsterhavet ved Fredensborg Slot.
Her vinkede hun også til de fremmødte, inden hun atter gik indenfor.
Intet om dødårsagen
Hun viste sig en sort pels og havde overskud nok til at vinke og hilse.
Også kongehuset har lagt flere billeder af Prins Henrik ud. Dem kan du se HER.
– Jeg kan ikke gå i detaljer med, hvad prinsen døde af. Vi har oplyst undervejs, at prinsen har været syg. Vi har også fortalt, at der er tilstødt forskellige komplikationer. Ud over det kan jeg sige, at han var en gammel mand, siger Lene Balleby til Ekstra Bladet.
De næste dage
Klokken 10 torsdag bliver båren kørt fra Fredensborg til Amalienborg.
Den bliver fulgt af familien i de forskellige kongelige biler – Store Krone, Krone 1 og så videre, oplyser Kongehuset.
Fredag klokken 18 overføres båren fra Amalienborg til Christiansborgs Slotskirke.
Der vil være castrum doloris fra lørdag aften og til og med mandag, hvor offentligheden har mulighed for at sige farvel til prinsen.
Flages på halvt
I en pressemeddelelse fra justitsministeriet oplyses der, at der fra onsdag klokken 08 flages på halvt indtil solnedgang fra samtlige bygninger og statsskibe.
Der flages på tilsvarende vis hver dag og frem til 20. februar 2018 på halv stang fra klokken 08.00 og indtil solnedgang.
20. februar 2018 flages der på halv stang fra klokken 8.00 og frem til velsignelsen. Efter velsignelsen flages på hel stang indtil solnedgang.
Prinsen skal kremeres
Prinsen har bestemt, at han skal kremeres. Herefter skal halvdelen af hans aske spredes i havet, den anden skal i en urne nedgraves i den private have Fredensborg slotshave.
Det blev oplyst i en pressebriefing, hvor Ekstra Bladet var tilstede.
Prinsen bliver bisat 20. februar klokken 11.00.
Prins Henrik har ønsket, at hans bisættelse bliver en mindre ceremoni kun med nærmeste familie og ganske få andre. Det oplyser kongehuset på pressebriefingen.
Prins Henrik begraves altså ikke, men bliver bisat.
Bryder med traditionen
Prins Henriks bisættelse og den efterfølgende spredning af asken bryder med traditionen inden for kongehuset.
Det siger lektor Sebastian Olden-Jørgensen, Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, til Ritzau.
– Det er meget usædvanligt og et klart brud med traditionen. Men det ligger jo fuldstændig i forlængelse af den protest mod hans rolle ved dronningens side, som prægede ham de senere år, siger han.
Det overrasker historikeren, at den lukkede kiste med prinsen stilles frem i Christiansborg Slotskirke til offentligt skue.
Det ville man normalt forbinde med en statsbegravelse, siger han.
Kongehuset oplyser til Ekstra Bladet, der endnu ikke er valgt salmer.
Giv en sidste hilsen
Der er mulighed for, at give en sidste hilsen til Prins Henrik.
Der vil fra onsdag morgen klokken 9.00-17.00 og i samme tidsrum frem til 20. februar være fremlagt kondolencelister i porten i Det Gule Palæ i Amaliegade 18 i København, oplyser kongehuset.
Der er også mulighed for at skrive en hilsen på Aarhus Rådhus.
Hofsorg
Der er derudover meldt hofsorg fra i dag, onsdag 14. februar, til og med onsdag 14. marts.
I sørgeperioden deltager Hendes Majestæt Dronningen og den kongelige familie samt hoffet ikke i selskabelige eller underholdende arrangementer. Under hofsorgen bæres der mørkt tøj ved offentlig fremtræden. Personale i uniform vil bære sørgebind på venstre overarm, står der i meddelelsen.
Hofsorg er betegnelse for en kortere eller længere sørgeperiode ved hoffet i forbindelse med et dødsfald i den kongelige familie. Sørgetidens længde fastsættes af regenten.
Indlagt i januar
Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar efter en sygdom, der blev opdaget, mens prinsen befandt sig i Egypten hos hotelejeren Enan Galaly.
Siden blev en godartet tumor i venstre lunge fundet. Prinsen er tilsyneladende indlagt på en infektionsklinik på Rigshospitalet.