Prins Henriks beslutning går verden rundt

Danske og udenlandske medier virker til at være enige om én ting; det var ikke en klog beslutning.

Prins Henriks beslutning går verden rundt. Arkivfoto: Torben Christensen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Historien om, at prins Henrik ikke vil begraves ved siden af dronning Margrethe går verden rundt. Fredag morgen bruger flere store danske dagblade spalteplads på at diskutere den kontroversielle beslutning, men også udenlandske medier kommenterer på den store nyhed.

“Verdens sureste royale medlem slår til igen. Bitre prins Henrik vil ikke dele gravplads med sin frue,” skriver Daily Mail.

“Den 83-årige har længe brokker sig over at blive kaldt prins og ikke konge,” påpeger BBC.

The Guardian påpeger, at prinsen det seneste år har brugt mindre og mindre tid på officielle pligter og mere og mere tid i Frankrig.

I Danmark bliver der peget på, at prins Henrik har skadet sit eget omdømme såvel som det danske kongehus.

Det skriver Berlingske i sin leder fredag efter torsdagens overraskende udmelding fra kongehuset.

– Det er en unødvendig og alt for demonstrativ beslutning, prins Henrik har taget, skriver Berlingske i sin leder og tilføjer, at det “må fylde enhver støtte af det danske monarki med tristesse”.

Personligt lavpunkt

Ikke alene udgør beslutningen ifølge Berlingske “et personligt lavpunkt” for den 83-årige Henrik, der risikerer at miste al den sympati og respekt, han har opbygget gennem sine mange år i Danmark.

Hans beslutning er også en “helt urimelig handling” mod dronningen.

– Den sætter rigets monark i en temmelig umulig situation. Det fortjener hun ikke, mener Berlingske.

Ydermere kan beslutningen ramme det danske monarkis omdømme.

Man har forpligtelser som medlem af kongehuset

At kongehuset nyder stor opbakning i befolkningen skyldes ifølge avisen især, at medlemmerne er bevidste om, at pligten følger med privilegierne.

– Med sin “ubetænksomme” beslutning “sætter prins Henrik utvivlsomt i mange danskeres øjne sin egen person over pligten. Det er ikke godt, mener Berlingske.

Også New York Times kommenterer på prins Hneriks beslutning.

“Han ville være konge. Nu protesterer han for tid og evighed,” skriver den amerikanske avis. 

Ekstra Bladet mener, at prins Henrik “gør kongehuset til grin ude i verden, hvor ingen har forståelse for hans umulige forventning om en kongetitel”.

I BT kaldes prins Henriks beslutning for blandt andet “forkælet og forkert”.

– Forkælet, fordi prins Henrik altid har vidst, hvad jobbet som prins i Danmark indebar – at følge sin dronning i tykt og tyndt. Og forkert, fordi han derved sætter sin egen person over positionen som prins af Danmark og ser stort på den historiske tradition, som han er indskrevet i.

Powered by Labrador CMS