Prins Henrik sov stille ind tirsdag aften

Prins Henrik er død efter flere ugers indlæggelse tirsdag den 13. februar klokken 23.18. Han var omgivet af dronningen og sine to sønner på Fredensborg Slot.

Prins Henrik er død. Her ses den daværende tronfølgerfamilie på ferie i Caix. Den lille prins Frederik bydes på et hvæs af sin far, prins Henriks, cigaret. Arkivfoto: Scanpix
Prins Henrik er død. Her ses den daværende tronfølgerfamilie på ferie i Caix. Den lille prins Frederik bydes på et hvæs af sin far, prins Henriks, cigaret. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hans kongelige højhed prins Henrik er død. Det oplyser kongehuset kort efter klokken fire natten til onsdag.

Prins Henrik, der blev 83 år, sov stille ind klokken 23.18 tirsdag på Fredensborg Slot.

Ved hans side var dronning Margrethe og parrets to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, fremgår det af meddelelsen.

Dødsårsagen fremgår ikke.

Tilstanden var alvorlig

Der er heller ingen oplysninger om, hvornår og hvor prinsen skal begraves.

Det vakte stor opsigt, da prins Henrik i august sidste år meddelte, at han stik imod alle traditioner ikke ønskede at blive stedt til hvile ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke.

Prins Henrik blev tirsdag efter flere ugers indlæggelse på Rigshospitalet overført til Fredensborg Slot.

Det oplyste kongehuset i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgik, at prinsens tilstand var alvorlig.

Omgivet af familien

Kongehusets pressechef, Lene Balleby, uddybede over for Billed-Bladet, hvorfor prins Henrik havde valgt Fredensborg Slot.

– Her kan prinsen være omgivet af familien og opholde sig i rammer, der betyder noget for ham, sagde hun.

Med prinsens bortgang afsluttes en epoke i nyere tids danmarkshistorie.

I 1965 mødte han kronprinsesse Margrethe i London.

Ankom i silende regn

To år senere ankom han til København i silende regn, fik tronfølger Margrethe og blev samtidig gift med hele Danmark.

“Henri kom, så – og du sejrede”, som kong Frederik IX udtrykte det i sin tale til brudeparret i juni 1967.

Og sejre det gjorde gommen – i hvert fald til en begyndelse.

Er gået over i historien

Hans tale til bruden imponerede, og sætningen “Jeg kom til en blomstrende have, men pigen var dog havens allersomdejligste pynt”, er omtrent gået over i historien.

På en og samme dag fik han nyt navn og ny nationalitet, titel og religion.

Den dengang 34-årige Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat blev til prins Henrik af Danmark, dronningens mand eller prinsgemalen, som han i en årrække foretrak for at markere forskellen til de yngre prinser i familien.

Følg med i livebloggen nedenunder…

 

— — —

FAKTA OM PRINS HENRIKS SYGDOM OG HANS SIDSTE TID:

Prins Henrik, der er født Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, er født i Frankrig i 1934.

Han blev i 1967 gift med Margrethe, der på det tidspunkt var tronfølger.

Fem år senere, i 1972, blev Margrethe dronning.

Læs her om prins Henriks seneste sygdomsforløb og demensdiagnose:

* Juli 2017:

Prins Henrik bliver opereret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han bliver opereret i højre lyske og får en ballonudvidelse i højre bækkenkar.

Operationen bliver foretaget som følge af forsnævringer på pulsårerne, der også er kendt som åreforkalkninger. Prinsen er indlagt i omkring en uge i forbindelse med indgrebet.

* August 2017:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben. Smerterne er eftervirkninger fra operationen i juli, som ellers forløb efter planen.

Prinsen bliver behandlet medicinsk, og der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb.

Han er indlagt i lidt mere end en uge.

* September 2017

Kongehuset meddeler, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.

En måned tidligere vakte prinsen stor opsigt, da han meldte ud, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke som planlagt.

* Januar 2018:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet. Indlæggelsen sker i forlængelse af sygdom opstået i Egypten.

* Februar 2018:

Prins Henrik bliver undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viser sig at være godartet, oplyser kongehuset 2. februar.

En uge senere, fredag den 9. februar, lyder meldingen fra kongehuset, at prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.

Kronprins Frederik har derfor afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark.

Siden fredag den 9. februar har hele familien – inklusive syv af otte børnebørn – besøgt prins Henrik ved sygelejet på Rigshospitalet.

Tirsdag den 13. februar har Kongehuset så meddelt, at prins Henrik er blevet overført til Fredensborg Slot, hvor han – som det skrives – ”ønsker at opholde sig i sin sidste tid”.

Ifølge samme pressemeddelelse forholder det sig således, at… ”prinsens tilstand forbliver alvorlig”.

Tirsdag den 13. februar klokken 23.18 dør prins Henrik – han blev 83 år.

Kilder: Ritzau, kongehuset.

Læs mere om prinsen

* Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, født den 11. juni 1934 i Talence, Gironde, Frankrig.

* Den næstældste af i alt syv søskende.

* 1950 student fra gymnasiet i Cahors, Sydvestfrankrig.

* 1952 student fra Hanois franske gymnasium.

* 1952-57 studier i jura og statskundskab på Sorbonne, Paris.

* 1957 studier i kinesisk og vietnamesisk.

* 1959-62 værnepligt, blandt andet ved infanteriet i Algeriet.

* 1962 ansat ved det franske udenrigsministeriums Asien-afdeling.

* 1963-1967 ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London.

* 10. juni 1967 gift i Holmens Kirke med Margrethe, der dengang var tronfølger. Herefter fik han navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.

* I 2005 tog han titlen prinsgemal for at markere forskellen på dronningens ægtemand og det stigende antal yngre prinser i familien. I forbindelse med sin pensionering i 2016 vendte han tilbage til sin gamle titel, prins Henrik.

* Far til kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969).

* Farfar til otte børnebørn.

* Ud over dansk og fransk talte han engelsk, kinesisk og vietnamesisk.

* I 1974 købte han og dronningen Château de Caix i Cahors i Frankrig. Slottet er også regentparrets sommerresidens og ligger tæt på prinsens barndomsegn. I 2015 blev salg og produktion af vin bortforpagtet.

* Prins Henrik har udgivet flere digtsamlinger og bøger. Blandt andet bogen “Skæbne forpligter”. Han har desuden sammen med dronningen udstillet værker på kunstmuseet Aros i Aarhus.

Kilder: Kongeligt Leksikon, “Skæbne forpligter” (erindringsbog skrevet af prins Henrik).

Powered by Labrador CMS