Prins Henrik lader IGEN Margrethe i stikken: Denne gang offentligt
Prins Henrik deltager alligevel ikke i statsbesøget fra Belgien. Prinsen har sin egen til- og fravalgsordning, siger kongehusekspert.
I næste uge er der statsbesøg fra Belgien. Kong Philippe og dronning Mathilde kommer nemlig på besøg i Danmark.
I et interview med den belgiske tv-station RTL proklamerede dronning Margrethe, at prins Henrik ville være ved sin side under højtidelighederne, skriver Se og Hør onsdag.
Men efterfølgende måtte Kongehuset meddele, at prins Henrik ikke deltager i statsbesøget, da han er bortrejst.
Henrik har sin egen ordning
Det er udtryk for, at prins Henrik kun gør det han har lyst til, fortæller kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen til kendte.dk:
– Prins Henrik har sin egen til- og fravalgsordning. Han deltager kun i det han har lyst til, siger kongehuseksperten til kendte.dk.
Der er en årsag til, at meldinger fra Kongehuset kan være vidt forskellige:
– Der er ingen klare regler om, hvad prins Henrik deltager i. Når han kun deltager i det han har lyst til, kan udmeldinger fra Kongehuset stikke i forskellige retninger, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.
Dermed bliver det blot mere og mere klart, at den 82-årige pensionerede prins Henrik kun deltager i de offentlige arrangementer, som behager ham.
Statsbesøget fra Belgien finder sted fra den 28.-30. marts.