Prins Harry: -Ingen ønsker at blive konge eller dronning
I et interview fortæller prins Harry om at modernisere det britiske kongehus, når dronning Elizabeth en dag dør.
91 år gammel og 65 år på den britiske trone.
Dronning Elizabeth af Storbritannien er den længst siddende nuværende monark i verden.
Og på nuværende tidspunkt lever hun fortsat i bedste velgående.
Men i et nyt interview med mediet Newsweek fortæller dronningens barnebarn prins Harry om sine planer om at modernisere det britiske kongehus efter monarkens død.
– Monarkiet er til for at gøre godt. Og vi ønsker at videreføre den positive stemning, som dronningen har opnået gennem 60 år.
– Men vi vil ikke forsøge at fylde hendes sko, fortæller den 32-årige prins.
På nuværende tidspunkt er prins Harry nummer fire i rækken til at overtage den britiske trone, mens hans storebror, prins William, er nummer to.
Ingen ønsker at sætte sig i tronen
Ifølge prins Harry er der dog ingen i kongehuset, der drømmer om at sætte sig på tronen efter dronning Elizabeth.
– Er der nogen af medlemmerne i den kongelige familie, som ønsker at blive konge eller dronning?
– Nej, det tror jeg ikke, men vi udfører vores pligter på de rette tidspunkter, lyder den overraskende udmelding fra prins Harry.
Og står det til den unge prins, så vil kongehuset i fremtiden være langt mere involverede i de sager, det vælger at støtte.
– Vi vil bruge vores tid fornuftigt. Vi ønsker ikke at møde op og give hånd uden at blive involveret, siger prinsen.
/ritzau/FOKUS