Prins Harry hylder unge frivillige i videoopkald
Unge frivillige, der er knyttet til en af Harrys yndlings-organisationer, fik ros for at hjælpe familier under coronakrisen.
Prins Harrys hverdag er, som de fleste andres, præget af corona-situationen og han er lige nu i selv-isolation sammen med sin familie i deres hjem i Californien.
Artiklen fortsætter under videoen
Han tager sig dog tid til fortsat at gøre en indsats for ting, der står hans hjerte nært. Det har man blandt andet set i forbindelse med, at han sammen med Meghan har bragt mad ud til trængte borgere i Los Angeles.
Nu har også en gruppe unge frivillige i London mærket til prinsens opmærksomhed. Det skriver People.
De unge har det tilfælles, at de alle er aktive i velgørenheds-organisationen Street Games, der står Harrys hjerte meget nært og som han har støttet i flere år.
Der er tale om en organisation, der hjælper unge i trange kår til et aktivt liv med fællesskab. Blandt andet ved at være fysisk til stede og arrangere forskellige aktiviteter for dem.
De frivillige har dog ikke haft lette arbejdsbetingelser under coronakrisen, hvor Storbritannien har været og fortsat er mere eller mindre lukket ned.
Men det har nu ikke fået dem til at kaste håndklædet i ringen. De har i stedet ændret indsatsen til at være digital og stået bag virtuelle tiltag som street dance, familie zumba, hjælp til skolearbejde, dramaklub og såmænd også madlavnings-workshops samt ‘en til en’ mentorordninger.
Ydermere har det også hjulpet til med at bringe mad og andre fornødenheder ud til trængte borgere.
Alt sammen noget, der har påvirket prins Harry så meget, at han valgte at kontakte og rette en tak til de unge via et videoopkald.
“I laver et fantastisk stykke arbejde. Tak for, at I er som I er og for at være så venlige, medfølende og omsorgsfulde overfor andre,” siger Harry blandt andet til dem under samtalen, som er blevet delt på Twitter.
De unge kunne til gengæld fortælle prinsen om deres oplevelser og den glæde, de oftest mødes med fra de familier, de hjælper.
Mark Lawrie, der er administrerende direktør for Street Games glæder sig over både de unges indsats og prins Harrys anerkendelse af den.
”Det arbejde de unge gør for at støtte andre unge og deres familier, er inspirerende og vigtigere end nogensinde lige nu, hvor samfundet er lukket ned. Det er vidunderligt, at denne indsats anerkendes af hertugen. Hans opmuntrende ord betyder virkelig meget for disse unge frivillige,” siger han.